For tredje dag i streg steg de amerikanske aktier målt på S&P 500, og indekset lukkede i niveau 6.358, hvilket er ny lukkerekord for det store amerikanske indeks.
S&P 500 sluttede dagen med en stigning på 0,78% trukket op af bl.a. Nvidia med en stigning på 2,25%, der begynder at trække fra Microsoft og Apple som den største virksomhed i verden. Nvidia rundede for blot to uger siden en markedsværdi på 4.000 mia. dollars som det første selskab nogensinde, og aktien nærmer sig allerede nu en markedsværdi på 4.200 mia. dollars.
Du kan måske ikke mærke i din egen portefølje, at aktiemarkedet er i et nyt rekordniveau. Den svage dollar og et C25-indeks, der ikke har fulgt de flotte kursstigninger på S&P 500, betyder, at mange danskere ikke har set de pæne kursstigninger i USA afspejle sig helt så markant i porteføljen. Den amerikanske dollar er nemlig faldet omkring 12% i 2025 ift. den danske krone, hvilket udhuler værdistigningerne på S&P 500, der er oppe ca. 8% i 2025.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Tesla og Alphabet med regnskab
En af dagens store begivenheder var friske regnskabstal fra Tesla, der var nogenlunde på niveau med forventningerne, der afspejler sig i en neutral reaktion på aktiemarkedet. Tesla landede i andet kvartal en omsætning på 22,5 mia. dollars, hvilket var lidt højere end det forventede niveau på 22,4 mia. dollars, mens indtjeningen per aktie endte på 0,40 dollars – det samme som analytikerne havde forventet.
Tesla oplevede således et fald i omsætningen på 12% ift. samme periode sidste år, og det justerede EBITDA faldt 7% til 3,4 mia. dollars. Nedgangen var altså allerede forventet i markedet, hvor der har været stort fokus på Elon Musks politiske engagement.
Målt på de overfladiske nøgletal gemte Alphabet, der er moderselskabet bag bl.a. Google og YouTube, på lidt flere overraskelser. Det sender i skrivende stund Alphabet op med 2% i eftermarkedet. Alphabet nåede en omsætning på 96,43 mia. dollars mod ventet 93,91 mia. dollars med en indtjening per aktie på 2,31 dollars mod ventet 2,17 dollars. Resultatet overstiger dermed analytikernes forventninger.
Alphabet beskrev, at man nu forventer at skrue yderligere op for investeringerne i kunstig intelligens, og at selskabets AI-søgefunktion, AI Overviews, nu bruges af over 2 mia. mennesker hver måned. Denne funktion vil du formentligt støde på, hvis du selv laver en søgning på Google, hvorfor du måske er blandt de mere end 2 mia. månedlige brugere. Deres chatbot Gemini har samtidig rundet 450 millioner brugere.
Den store regnskabssæson er kun lige begyndt, og der venter fortsat mange spændende regnskaber – herunder fra de danske selskaber, hvor regnskabssæsonen først for alvor begynder til august.
