Novo Nordisk er faldet omkring 30% siden toppen, og med en solid udbyttehistorik er spørgsmålet, om Novo Nordisk begynder at være en interessant udbytteaktie?
Novo Nordisk er på en markant vækstrejse, og er godt positioneret til at drage fordel af den store vækst på fedmemarkedet. Derfor har aktien også længe været værdiansat som en vækstaktie med en relativ høj P/E. Efter akten er faldet, handles aktien ifølge Nordnet nu til en P/E på ca. 33.5, hvilket fortsat er højt.
Kigger man på analytikernes forventninger til selskabets fortsatte vækstrejse, er der ligeledes store forventninger. Novo Nordisk realiserede i 2023 en indtjening per aktie på 18,62 kroner, mens analytikerne forventer en indtjening per aktie på 22,55 kroner i 2024 og 34,04 kroner i 2026. Fra 2023 til 2026 forventer analytikerne altså næsten en fordobling i indtjeningen per aktie.
Det er derfor ganske forståeligt, at Novo Nordisk fortsat handles til relativt høje multipler, da vækstforventningerne også er høje. Det er dog ikke ofte, at man både kan få markant vækst og solide udbyttebetalinger, men måske det kan blive en realitet med aktiens nuværende pris? Det vil vi se lidt nærmere på nu.
Læs også: Månedsopsparing med Kryptovaluta hos Firi – Nordens største kryptobørs.
Opret en månedsopsparing i Kryptovaluta
(reklame)
Investér nemt og sikkert i krypto hos Nordens største kryptobørs, Firi👈. Platformen hjælper dig med at beregne skatten på dine kryptoinvesteringer, hvor du bl.a. kan oprette en månedsopsparing i krypto.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Novo Nordisk som udbytteaktie
Novo Nordisk er en sund og solid dansk udbytteaktie, og har oplevet massiv udbyttevækst de seneste mange år som følge af en kontinuerlig vækst i indtjeningen. Novo Nordisk udbetalte i 2016 et udbytte på 3,8 kroner per aktie med en payout-ratio på 50,2%. I 2023 udbetalte selskabet et udbytte på 9,4 kroner med en payout-ratio på 50,2%. Novo Nordisk har altså mere end fordoblet udbyttet, mens de har fastholdt en stabil payout-ratio.
Denne udvikling i selskabets historiske udbytte gør det nemmere for os at estimere fremtidige udbytter. Det skyldes, at investorerne kan være ret sikre på, at Novo Nordisk vil udbetale omtrent halvdelen af resultatet som udbytte, hvorfor den mest usikre variabel er indtjeningen, som analytikerne dog gerne giver estimater på. Baseret på estimater indsamlet af MarketScreener, forventer analytikerne en indtjening per aktie fra Novo Nordisk på 22,55 kroner i 2024. Det svarer til et forventet samlet udbytte på ca. 11,3 kroner per aktie.
Med et forventet udbytte på 11,3 kroner per aktie og en aktiekurs på 712 kroner, handles Novo Nordisk lige nu til en udbytteprocent på ca. 1,6%. Det er fortsat et beskedent udbytte sammenlignet med andre udbytteaktier, men hvis Novo Nordisk kan løfte indtjeningen per aktie til 34,04 kroner, som analytikerne forventer i dag, og de fastholder deres stabile payout-ratio, kan investorerne se frem til et udbytte på ca. 17 kroner per aktie baseret på resultaterne i 2026. Det vil baseret på nuværende aktiekurs svare til en udbytteprocent på ca. 2,4%.
Novo Nordisk er derfor på vej til at blive en aktie med et højt udbytte relativt til aktiekursen. Aktien er dog fortsat prissat som en vækstaktie, og hvis man er på udkig efter de helt store udbytte, er Novo Nordisk ikke det bedste bud. Novo Nordisk er derimod en stabil udbytteaktie, hvor man kan kombinere udbyttebetalingerne med vækst.
Personligt anser jeg et udbytte som højt, når udbytteprocenten overgår 4%. Dermed skal Novo Nordisk altså helt ned i kurs 425, hvis man tager udgangspunkt i den forventede indtjening og udbytte i 2026. Dette anser jeg ikke som realistisk med nuværende vækstudsigter for Novo Nordisk. Der er dog ingen tvivl om, at Novo Nordisk er en solid dansk udbytteaktie, hvor man ved, hvad man får, når man investerer i selskabet. Efter aktiens seneste nedtur er udbytteprocenten ligeledes steget fra ca. 1,1% til ca. 1,6% baseret på det forventede udbytte for indeværende regnskabsår, 2024.
På grafen nedenunder kan du se aktiens historiske udvikling i udbyttet per aktie samt payout-ratio inklusive mit estimat for det kommende udbytte i 2025.
Disclaimer: Dette er hverken en anbefaling til at købe eller sælge aktier i Novo Nordisk. Det er alene personlige estimeringer og vurderinger, og du skal altid lave din egen research inden en potentiel investering. Jeg har ikke aktier i Novo Nordisk på nuværende tidspunkt. Artiklen er skrevet den 19. november 2024.