Fornyeligt kom det frem, at Carlsberg har vundet pepsi-aftalen fra 2029, hvor selskabet ligeledes stopper med at distribuere Coca Cola – men hvad betyder det egentlig for aktien?
Den 21. april kom det frem, at Carlsberg overtager produktion, salg og distribution af Pepsi Co’s drikkevareportefølje i Danmark, Finland, Letland, Esland og Litauen. Produktionen gælder kendte mærker som Pepsi, Pepsi Max, 7UP, Mirinda og Mountain Dew. Det har hidtil været Royal Unibrew, som har stået for disse produkter på det danske marked, hvilket sidste regnskabsår udgjorde 13% af selskabets samlede salg.
Carlsberg blev grundlagt i 1847 og er i dag et af verdens største bryggerier med mange forskellige brands i porteføljen – herunder Carlsberg, Tuborg, Kronenbourg og 1664 Blanch. Carlsberg er traditionelt blevet anskuet som ét stort ølselskab, men eftersom flere forbrugere efterspørge alkoholfrie alternativer, har Carlsberg et stort fokus på produktion og distribution af læskedrikke – og det er netop her, at Pepsi-kontrakten senest er kommet i spil.
Hvad går aftalen ud på?
Som nævnt handler aftalen om, at Carlsberg fra 2029 skal stå for produktion, salg og distribution af de læskedrikke, der tilhører Pepsi’s brand. Aftalen er dog reelt en udvidelse af et samarbejde, der har eksisteret længe. Carlsberg har nemlig tappet PepsiCo-produkter i Sverge og Norge i omkring 25 år, og fra 2029 bliver Carlsberg dermed den eneste PepsiCo-tapper i hele Norden og Baltikum, hvor de to selskaber vil have et samarbejde på 14 markeder fordelt på Europa og Asien.
Den vundne Pepsi-aftale har dog også den konsekvens, at Carlsbergs nuværende aftale med Coca Cola løber ud ved udgangen af 2028. Carlsberg har stået for tapningen af Coca Cola på det danske marked siden 1992, så her er naturligvis tale om et stort skifte. Det bliver super interessant at se, hvordan Coca Cola vil distribueres på det danske marked fra 2029. Jeg har både hørt rygter om, at Royal Unibrew kunne ske at overtage Carlsbergs rolle, men også, at Coca Cola potentielt kunne arbejde på selv at stå for salg og distribution, som de skulle have gjort på andre markeder.
Hvad kan aftalen betyde for Carlsberg i fremtiden?
Carlsberg har mig bekendt ikke offentliggjort, hvor stor en andel af selskabets omsætning i Danmark, der udgøres af den nuværende Coca Cola-aftale. Det fremgår dog i selskabets seneste årsrapport, at det samlede salg i Danmark i 2025 udgjorde lidt over 5 mia. kroner. Den vundne aftale fra PepsiCo udgjorde 2 mia. kroner af Royal Unibrews salg, svarende til 13%, hvorfor man naturligvis kan spekulere i, om ikke den nye aftale med stor sandsynlighed vil tilføre Carlsberg volumen.
Lige så interessant er det hvad aftalen gør ved forretningsmodellen. Læskedrikke er typisk en mere stabil og mindre konjunkturfølsom forretning end øl, da salget af øl varierer meget som følge af vejret og hvad der afholdes af sportsarrangementer. Et større salg af læskedrikke kan derfor være med til at gøre Carlsbergs indtjening mere robust.
Vi skal dog huske, at aftalen først træder i kraft i 2029, hvor Carlsberg frem til da skal bruge både tid og penge på at omstille produktionen fra Coca Cola til Pepsi, hvilket forventeligt vil øge det kortsigtede omkostningsniveau.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvordan ser aktien ud lige nu?
Kursmæssigt fik Carlsberg en stærk start på 2026, men er sidenhen faldet tilbage og handler i skrivende stund i status quo. I første kvartal voksede omsætningen 3,0% til 20,7 mia. kroner, hvilket blandt andet blev hjulpet godt på vej af et stærkt indisk marked. Selskabet fastholdt samtidig forventningen om en organisk vækst i driftsoverskuddet i intervallet 2-6%.
I skrivende stund handles aktien i kurs 830 med en P/E-ratio på knap 19. Analytikernes gennemsnitlige kursmål ligger på omkring 1.054 kroner, hvilket personligt ikke er noget jeg pålægger den store værdi. Det indikerer dog en upside på omkring 22%, hvilket naturligvis kan være værd at tage i betragtning, hvis man overvejer at investere i Carlsberg.
Jeg har aktuelt ikke nogle aktier i Carlsberg, selvom jeg anser den nye kontrakt som værende positiv for selskabet, da jeg tror, at det vil øge Carlsbergs salgsvolumen sammenlignet med Coca Cola. Hvis jeg skulle investere i et bryggeri, vil jeg nok derimod se mod Royal Unibrew, der efter det seneste store fald handles til en P/E-ratio på 12,5. Her vil min tese være, at upsiden er større efter en eventuel offentliggørelse af ny strategi eller distributionsaftale – eventuelt med Coca Cola.

