Den danske udbyttesæson er skudt i gang, og en række af de danske aktier udbetaler høje udbytter i 2026.
De største danske aktier har alle offentliggjort årsrapport, og har derfor præsenteret de udbytter, der endeligt skal godkendes på generalforsamlingerne. Det er meget forskelligt, om man er tilhænger af udbytte; nogle opsøger bevidst aktier med højt udbytte for potentielt at kunne leve af udbytte på længere sigt, mens andre helst vil undgå udbytte af hensyn til skatteoptimering.
For mit eget vedkommende er udbytte ikke et parameter, jeg tillægger særlig meget værdi, når jeg kigger på et selskab. Generelt foretrækker jeg aktietilbagekøb over udbytte, når det kommer til kapitalallokering. På vores hjemmeside er udbytte dog et større tema, og derfor har jeg i denne artikel samlet 10 danske aktier med højt udbytte i 2026.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Danske banker med højt udbytte i 2026
Bankerne udbetaler igen høje udbytter i 2026. Det gælder bl.a. Danske Bank, Nordea, Grønlandsbanken og AL Sydbank, som vi holder os til i denne artikel.
Danske Bank vil i 2026 udbetale et udbytte på i alt 22,72 kroner per aktie. Aktien handles i skrivende stund i kurs 322 svarende til en udbytteprocent på 7,1%. Det sker gennem et ordinært udbytte på 16,94 kroner per aktie samt et ekstraordinært udbytte på 5,78 kroner per aktie. Det er mest en formalitet, at det skal kaldes et ordinært og ekstraordinært udbytte, da banken har holdt fast i sin udbyttepolitik, der beskriver, at man ønsker at udbetale 40-60% af overskuddet gennem udbyttet. Det ordinære udbytte på 16,94 kroner per aktie svarer til 60% af overskuddet, og derfor er det ekstraordinære udbytte på 5,78 kroner altså over målet i udlodningspolitikken, og udgør 20% af overskuddet. Dermed udbetaler Danske Bank 80% af overskuddet gennem udbyttet, mens de resterende 20% distribueres gennem et aktietilbagekøbsprogram på 4,5 mia. kroner. Med andre ord sendes hele bankens overskud for 2025 videre til aktionærerne.
Nordea har stort fokus på udbytte jævnfør deres udlodningspolitik. Målet er at udbetale 60-70% af overskuddet hvert år, hvor der for sidste regnskabsår vil blive udbetalt 68% af overskuddet svarende til 7,2 kroner per aktie. Aktien handles i skrivende stund i kurs 119 svarende til en udbytteprocent på 6,1%. Nordea har desuden som noget nyt valgt, at banken i 2026 vil udbetale et halvårligt udbytte.
Grønlandsbanken vil udbetale et udbytte på 80 kroner per aktie, og med en aktiekurs på 1.010 svarer det til en udbytteprocent på 7,9%. AL Sydbank vil udbetale et udbytte på 25 kroner per aktie, hvilket med en aktiekurs på 542 svarer til en udbytteprocent på 4,6%.
Novo Nordisk med højt udbytte
Efter en stor kursnedtur for Novo Nordisk, handles aktien nu til en relativ høj udbytteprocent. Det skyldes, at aktien er sendt ned grundet en frygt for den fremtidige indtjening, da selskabet i 2025 fortsatte tjente enormt mange penge.
Novo Nordisk har allerede udbetalt 3,75 kroner per aktie i udbytte efter halvårsrapporten tilbage i august. Efter den kommende generalforsamling ønsker selskabet at udbetale yderligere 7,95 kroner, hvorfor det samlede udbytte udgør 11,7 kroner per aktie. Aktien handles i skrivende stund i kurs 249 svarende til en udbytteprocent på 4,7%.
Pandora har en lignende historie, hvor aktien er blevet sendt på en stor nedtur, og derfor handles til en høj udbytteprocent. Denne artikel er udarbejdet før selskabets x-dag den 12. marts 2026, og handles i skrivende stund i kurs 485 svarende til en udbytteprocent på 4,5%.
Tryg er fortsat en solid udbytteaktie
Tryg er den nok mest rendyrkede udbytteaktie, da selskabet efterhånden har en lang tradition for kvartalsvist udbytte. Det har faktisk været en realitet siden 2017, hvorfor det snart er 10 år i streg med kvartalsvist udbytte. Tryg har for det seneste regnskabsår udbetalt 2,05 kroner i udbytte hvert kvartal svarende til et samlet udbytte på 8,2 kroner per aktie. Aktien handles i skrivende stund i kurs 154 svarende til en udbytteprocent på 5,3%. Det kvartalsvise udbytte vil forventeligt fortsætte gennem 2026, hvorfor man ikke skal forvente det store kursafkast fra Tryg, da værdiskabelsen primært sker gennem løbende udlodninger.
Torm har ligeledes udbetalt kvartalsvise udbytter, og det samlede udbytte for seneste regnskabsår udgjorde 2,12 USD svarende til 13,6 kroner med nuværende valutaforhold. Det svarer aktuelt til en udbytteprocent på 7,4%, hvilket ligeledes placerer Torm blandt de danske aktier med højest udbytte.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Mindre danske aktier med højt udbytte
Der er også flere af de mindre danske aktier, der udbetaler høje udbytter. Der mangler fortsat årsregnskaber fra en række selskaber på First North, og her kan der ligeledes være mulighed for relativt høje udbytter. På hovedbørsen har vi dog Scandinavian Tobacco Group og TCM Group, der begge vil udlodde høje udbytter i 2026.
Scandinavian Tobacco Group blev sendt markant ned på deres årsrapport for 2025. Selskabet har også valgt at skrue markant ned for udbyttet, hvilket dog også var ventet på forhånd, hvor udbyttet i 2026 udgør 4,5 kroner per aktie mod 8,5 kroner sidste år. På tidspunktet hvor jeg skriver denne artikel handles aktien i kurs 70 svarende til en udbytteprocent på 6,4%.
Den danske køkkenproducent TCM Group har omvendt løftet sit udbytte til 4,5 kroner mod 3 kroner sidste år. Aktien handles i skrivende stund i kurs 66 svarende til en udbytteprocent på 6,8%. Der er altså også gode muligheder for at finde høje udbytter, når vi går lidt længere ned på børslisterne.
Liste over aktier med højt udbytte i 2026
På tabellen nedenunder har jeg samlet de danske aktier, som jeg har omtalt i denne artikel. Husk at aktierne falder tilsvarende udbyttets værdi, når det udbetales. På vores hjemmeside kan du finde artikler om mange af selskabernes udbytter blot ved at benytte søgefunktionen på hjemmesiden.
| Aktie | Udbytte per aktie | Aktiekurs | Udbytteprocent |
|---|---|---|---|
| Novo Nordisk | 11,7 | 249 | 4,7% |
| Danske Bank | 22,72 | 322 | 7,1% |
| Pandora | 22 | 485 | 4,5% |
| Nordea | 7,2 | 119 | 6,1% |
| Scandinavian Tobacco Group | 4,5 | 70 | 6,4% |
| Grønlandsbanken | 80 | 1.010 | 7,9% |
| Torm | 13,6 | 185 | 7,4% |
| Tryg | 8,2 | 154 | 5,3% |
| AL Sydbank | 25 | 542 | 4,6% |
| TCM Group | 4,5 | 66 | 6,8% |
