Aktier og investering er blevet et tema under den igangværende valgkamp, og der er bl.a. kommet et forslag om at løfte loftet på aktiesparekontoen til 500.000 kroner.
Politik er generelt ikke et tema på vores platforme, men når aktier og investering nu er blevet et tema under den igangværende valgkamp, vil vi gøre en undtagelse.
Flere partier har omtalt aktieskatten og investorernes vilkår under valgkampen. F.eks. har Lars Løkke fra Moderaterne forslået at hæve loftet på aktiesparekontoen til 500.000 kroner. Enhedslisten har modsat forslået at hæve aktieskatten for at finansiere et højere personfradrag. Venstre har forslået en hel reform af børs- og kapitalmarkedet for at gøre investering til en folkesport, som vi oplever i Sverige, og det er dette udspil, vi skal se lidt nærmere på i denne artikel.
Læs også: Nordea melder sig ind i kampen og sænker prisen på global indeksfond.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
En ny aktiesparekonto
For at gøre investering til en folkesport har Venstre hentet inspiration fra Norges udgave af aktiesparekontoen. Den fungerer således, at man først bliver beskattet den dag, man hæver pengene fra depotet. Man bliver derfor heller ikke beskattet af udbytter, før man hæver pengene. Der er samtidig ikke et indskudsloft.
Den danske model skal dog ikke være en kopi af den norske. Venstre har lagt op til et loft på 500.000 kroner, hvorfor man altså ikke helt får lige så gode muligheder som hos vores nordiske naboer, men trodsalt en forbedring ift. nuværende loft på aktiesparekontoen. Pengene beskattes som almindelig aktieindkomst, når der hæves mere end det oprindeligt indskudte beløb, og udgangspunktet er også at give mulighed for at investere i flere aktiver, så det ikke alene er aktier og aktiebaserede fonde, men formentligt også obligationer.
Dette forslag betyder altså konkret, hvis det gennemføres, at man vil kunne indskyde op til 500.000 kroner på et depot, hvor du først betaler skat den dag, du udbetaler mere end det indskudte beløb. Et konkret eksempel kunne være, at du indskyder 500.000 kroner, får et afkast på 10% svarende til 50.000 kroner, og vælger at sælge og udbetale 500.000 kroner, og således beholder 50.000 kroner på depotet. I dette tilfælde ville du ikke betale skat, da udbetalingen svarer til det indskudte beløb.
Andre forslag
Der er en række punkter i Venstres erhvervsudspil, men i denne artikel vil vi alene tage udgangspunkt i det, som er relevant i investeringsperspektiv. For at skabe en mere enkel og gennemskuelig skat af aktier, har man lagt op til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal gennemgå de samlede regler for portefølje-, aktieavance-, og kapitalbeskatning med henblik på forenkling og styrket investeringslyst. Det er positivt, da kompleksiteten i vores skattesystem er noget af det, som kan afholde folk fra at investere.
Derudover vil man udvide indbetalingerne på børneopsparingen til 6.000 kr. om året hvert år til det 18. år mod det nuværende 12. år. Samtidig vil Venstre øge konkurrencen om børneopsparingerne ved at bryde bankernes monopol. Det er gode nyheder for de personer, der udnytter den nuværende grænse på børneopsparingen, hvor flere og flere også får øjnene op for investering af børneopsparingen.
Et af hovedpunkterne i erhvervsudspillet er desuden at sænke selskabsskatten til 20% fra nuværende 22%. Det påvirker ikke investorerne direkte, men det er klart, at desto mindre de selskaber, vi har investeret i, betaler i skat, desto flere penge kan der investeres i forretningen eller lande på bunden. Det har således en lidt mere indirekte indflydelse for os private investorer, da det vil påvirke selskaberne positivt.
Det er generelt dejligt at opleve, at investering er blevet et tema i denne valgkamp. Det er der også god grund til, fordi flere og flere danskere heldigvis får øjnene op for de muligheder, det medfører, når man investerer. For mig er investering for alle – ligegyldigt køn, alder, etnicitet og desuden også politisk overbevisning.
