Forsvarsaktierne er gået fra at være kontroversielle til at være blandt de mest populære sektorer hos de private investorer.
Personligt har jeg kigget med fra sidelinjen de seneste år, mens forsvarsaktierne har oplevet store stigninger. Den tyske forsvarsgigant Rheinmetall er i skrivende stund steget over 200% det seneste år og mere end 2.000% de seneste fem år, og selskabet er ikke alene. På indeksniveau har sektoren nemlig også oplevet markante stigninger.
Der har været massiv interesse for at investere i forsvarssektoren – særligt de europæiske forsvarsaktier. Den nye ETF WisdomTree Europe Defence har allerede fået over 13.000 ejere på Nordnet, selvom den blev lanceret for kun lidt mere end tre måneder siden. Der har endda været så stor interesse, at Sparindex har lanceret en ny fond udelukkende med europæiske forsvarsaktier, og Bankinvest har ligeledes løftet sløret for deres planer om at lancere en dansk fond med europæiske forsvarsaktier.
Den store interesse for forsvarsaktier har dog også fået nogle til at sætte spørgsmålstegn. Heidi Birgitte Nielsen har i et opslag på LinkedIn vovet pelsen og spået, at den nye fond fra Sparindex er lukket om 10 år. Hun mener, at alt for mange sektor- eller landespecifikke investeringsforeninger bliver lanceret med stor fanfare, for så at lide fusionsdøden, hvor de bliver indlemmet i en anden og bredere fond, når hypen har lagt sig. Derfor vil jeg dykke lidt mere ned i forsvarsaktierne og give lidt perspektiv på, om sektoren er hypet.
Læs også: Sparindex Europa Forsvar: Første danske fond med europæiske forsvarsaktier.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Er forsvarsaktierne hypet?
Det er først og fremmest væsentligt at fremhæve, at jeg ikke er direkte eksponeret mod forsvarssektoren gennem enkeltaktier eller sektorspecifikke fonde. Artiklen dækker alene over mine subjektive vurderinger, og skal ikke anses som en anbefaling til at købe eller sælge aktier i sektoren. Man skal altid foretage sin egen research.
Hvis man søger på en definition af ordet hype, beskriver Den Danske Ordbog, at hype betyder ekstraordinær stor interesse eller medieomtale. Baseret på denne lille forklaring, kan man roligt argumentere for, at forsvarsaktierne er hypet. Det store spørgsmål er derfor i højere grad, om den store hype har resulteret i, at forsvarsaktierne er kommet for langt op.
Nu bliver tingene straks meget mere subjektive, hvor nogle vil argumentere for, at en P/E på over 100 for Rheinmetall er alt for højt. Dog er der indregnet et markant vækstpotentiale i sektoren, hvor analytikerne forventer stor vækst de kommende år, hvorfor det ikke giver meget mening at se på den historiske indtjening. Baseret på forward P/E handles Rheinmetall til en forward P/E på ca. 60 baseret på forventningerne til 2025, mens forward P/E lyder på hhv. 40 og 28 for 2026 og 2027. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at usikkerheden er større desto længere vi ser frem.
Det er ikke kun Rheinmetall, der handles til en høj P/E. Det afspejles i hele sektoren, hvor WisdomTree Europe Defence UCITS Index ifølge deres hjemmeside handles til en gennemsnitlig P/E på ca. 40. Franske Thales handles til en mere spiselig P/E end Rheinmetall på under 40, men her forventer analytikerne også væsentlig lavere vækst end hos Rheinmetall. Svenske SAAB handles i skrivende stund til en P/E på ca. 57, men her forventes markant større indtjeningsvækst end hos Thales, men ikke helt så markant vækst som hos Rheinmetall. Lad os se lidt nærmere på nogle af de største forsvarsaktier.
En kort sammenligning af forsvarsaktierne
Blandt de største og mest velkendte forsvarsaktier finder vi Rheinmetall, Thales, SAAB, RTX og Kongsberg Gruppen. Disse vil jeg kort sammenligne her for at give et indblik i den massive vækst, der ventes hos flere selskaber, og illustrere hvordan det også afspejles i høje værdiansættelser målt på P/E. Bemærk at alle tal i nedenstående tabeller er hentet fra MarketScreener den 11. juni 2025.
Rheinmetall
Hvis vi starter med Rheinmetall, handles den som nævnt til en P/E på over 100 baseret på indtjeningen i 2024. Analytikerne forventer dog, at selskabet frem mod 2027 næsten vil firdoble indtjeningen per aktie, hvorfor der er massive vækstforventninger til særligt Rheinmetall, der er en stor position i mange af forsvarsfondene. Tabellen nedenunder viser den forventede udviklingen i indtjeningen per aktie frem mod 2027, og hvad man som investor betaler for hver forventede indtjeningskrone i de forskellige år.
Årstal | EPS | Aktiekurs | P/E |
---|---|---|---|
2024 | 15,96 | 1.714 | 107,4 |
2025E | 28,41 | 1.714 | 60,3 |
2026E | 42,17 | 1.714 | 40,6 |
2027E | 59,65 | 1.714 | 28,7 |
Thales
Forventningerne til væksten er mere beskeden hos Thales, hvilket jeg ikke kender årsagerne til. Analytikerne forventer ifølge data indsamlet af MarketScreener, at selskabet vil løfte indtjeningen per aktie ca. 67% fra 2024 til 2027. Det er fortsat en super flot vækst, men væsentligt under forventningerne til Rheinmetall. Du kan se den forventede udvikling i indtjeningen per aktie for Thales på tabellen herunder.
Årstal | EPS | Aktiekurs | P/E |
---|---|---|---|
2024 | 6,89 | 248 | 36,0 |
2025E | 7,465 | 248 | 33,2 |
2026E | 8,722 | 248 | 28,4 |
2027E | 10,06 | 248 | 24,7 |
SAAB
Målt på vækstforventningerne befinder svenske SAAB sig i midten af Rheinmetall og Thales. Baseret på indtjeningen i 2024, handles aktien til en P/E i niveauet 57, men eftersom analytikerne forventer, at selskabet ca. vil fordoble indtjeningen per aktie frem mod 2027, handles de tre aktier tæt på hinanden målt på forward P/E for 2027. Rheinmetall og SAAB handles begge til en forward P/E på ca. 28 baseret på forventningerne til 2027, mens Thales handles lidt lavere, hvilket sandsynligvis kan tilskrives, at man ligeledes forventer højere vækstrater hos SAAB og Rheinmetall i de efterfølgende år.
Årstal | EPS | Aktiekurs | P/E |
---|---|---|---|
2024 | 7,74 | 440 | 56,8 |
2025E | 10,19 | 440 | 43,2 |
2026E | 12,68 | 440 | 34,7 |
2027E | 15,66 | 440 | 28,1 |
RTX
RTX er den eneste amerikanske og ikke-europæiske aktie, som jeg har inkluderet i denne sammenligning. Der er generelt stort fokus på særligt europæiske forsvarsaktier, hvilket er årsagen til, at jeg ikke har inkluderet flere amerikanske aktier. Det er værd at bemærke, at analytikerne også forventer solid vækst hos RTX de kommende år og en potentiel fordobling i indtjeningen per aktie frem mod 2027 sammenlignet med 2024, men forward P/E for 2027 er lavere end for de fire europæiske aktier, vi har gennemgået her. Det kan potentielt indikere, at de europæiske forsvarsaktier generelt er højere prissat end de amerikanske?
Årstal | EPS | Aktiekurs | P/E |
---|---|---|---|
2024 | 3,55 | 139 | 39,2 |
2025E | 4,704 | 139 | 29,5 |
2026E | 5,545 | 139 | 25,1 |
2027E | 6,364 | 139 | 21,8 |
Kongsberg Gruppen
Den sidste aktie jeg kort vil fremhæve, er norske Kongsberg Gruppen, hvor analytikerne igen forventer en solid vækst de kommende år og næsten en fordobling i indtjeningen per aktie frem mod 2025. Aktien handles til en P/E på over 65 i skrivende stund, og målt på den forventede indtjening i 2027 handles aktien til en forward P/E i niveauet 37.
Årstal | EPS | Aktiekurs | P/E |
---|---|---|---|
2024 | 5,828 | 380 | 65,2 |
2025E | 7,781 | 380 | 48,8 |
2026E | 9,149 | 380 | 41,5 |
2027E | 10,25 | 380 | 37,1 |
Massiv vækst koster dyrt
Dette var en meget kort og overfladisk sammenligning, men den illustrerer alligevel meget godt min pointe. Den viser nemlig, at der er store forventningerne til væksten i forsvarssektoren, men man betaler også en høj pris for både den historiske indtjening og den forventede fremtidige indtjening.
For at sammenligne med en aktie de fleste kender, forventes ligeledes solid vækst hos Novo Nordisk, hvor analytikere lige nu forventer en vækst i indtjeningen per aktie på næsten 60% i 2027 sammenlignet med 2024 til niveauet 35,3 kroner per aktie. Med en aktiekurs på 514 betaler du ”kun” 14,6 kroner for hver forventede indtjeningskrone i 2027, og det er altså ligeledes en aktie, der befinder sig i en industri med markant vækstpotentiale.
Derudover har jeg bemærket, at de europæiske forsvarsaktier nu er højere prissat end teknologisektoren. Konkret har data fra Bloomberg vist, at Bloombergs europæiske forsvarsindeks med 27 europæiske forsvarsaktier har en P/E på 34,8 kroner, mens det for Magnificent Seven ligger på 30,4 kroner. Magnificent Seven dækker over Nvidia, Meta, Tesla, Amazon, Alphabet, Microsoft og Apple – syv af de største teknologigiganter i verden. Laver vi den samme opsætning som før med Nvidia, der kan beskrives som motoren bag AI og den massive udvikling vi netop oplever inden for kunstig intelligens, får vi tabellen nedenunder. Den viser, at også Nvidia handles lavere målt på forward P/E sammenlignet med de europæiske forsvarsaktier, men fortsat højere end RTX som amerikansk forsvarsaktie.
Årstal | EPS | Aktiekurs | P/E |
---|---|---|---|
2024 | 2,94 | 144 | 49,0 |
2025E | 4,089 | 144 | 35,2 |
2026E | 5,354 | 144 | 26,9 |
2027E | 6,2 | 144 | 23,2 |
Positive nyheder understøtter aktierne
En stor drivkraft bag de store stigninger til forsvarsaktierne er de mange nyheder omkring øgede forsvarsbudgetter. Aktuelt er der bl.a. fokus på at hæve NATO’s officielle mål for forsvarsudgifter fra de nuværende 2% til 3,5% af BNP senest i 2032. Derudover skal 1,5% af BNP øremærkes til bredere sikkerhedsformål som cybersikkerhed og grænsekontrol.
Det vil selvsagt påvirke forsvarsaktierne positivt, og generelt prissættes aktierne lang hen ad vejen af nyheder, og lige nu er der så stort globalt fokus på netop oprustning, at nyhederne vælter ind. Dog er der også nogle begivenheder, der kan sende forsvarsaktierne ned. Hvordan vil sektoren f.eks. reagere, når krigen mellem Ukraine og Rusland forhåbentligt stopper? Kan der komme kapacitetsproblemer i takt med den store efterspørgsel? Og hvad sker der med Trump og den generelle geopolitiske situation?
Jeg ved det ikke, men i mine øjne virker de europæiske forsvarsaktier højt prissat. Husk at dette ikke er en anbefaling til at købe eller sælge aktier, og lav altid din egen research. Du kan se denne artikel gennemgået på video herunder.