Der kan være flere årsager til at investere i guld. Nogle anser det som en sikkerhed i usikre tider, mens det for andre handler om diversificering og beskyttelse mod inflationen.
Der er stort fokus på guld i denne tid, hvor priserne er steget markant på kort tid. Det skyldes blandt andet økonomisk og geopolitisk usikkerhed, hvor mange har søgt mod guld. Der er flere metoder til at få eksponering mod guld – både direkte gennem fysisk guld, fonde eller aktier, der beskæftiger sig med guld.
Man kan fremhæve fordele og ulemper ved de forskellige investeringsmuligheder. Personligt har jeg meget begrænset eksponering mod guld, idet jeg blot ejer en guldmønt, og det er vigtigt selv at afgøre hvilken eksponering, der passer til dig, hvis du ønsker at investere i guld. Lad os se lidt nærmere på nogle af dine muligheder, hvis du overvejer at investere i guld.
Læs også: Hvordan kan man investere i et indeks?
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Investering i fysisk guld
Først og fremmest er det selvfølgelig muligt at investere i fysisk guld. Det kan være smykker, guldbarrer eller guldmønter, hvor førstnævnte er en mulighed for at kombinere en brugsgenstand med en investering. Prisen afhænger af guldets karat, hvor 8 karat er det laveste og 24 er den højeste karat guld – og dermed det reneste guld.
Fordelen ved fysisk guld er, at du ejer et håndgribeligt aktiv. Det kræver dog sikker opbevaring og evt. forsikring, hvis det har en høj værdi. Det kan således medføre høje opbevaringsomkostninger, hvis man f.eks. har guldbarrer eller lignende placeret i en bankboks. Derudover skal man være opmærksom på, at du fortsat bliver beskattet af investeringsguld, mens guld uden spekulationshensigt er fritaget for skat.
Det medfører således lidt mere arbejde at eje guld fysisk, da det også kræver kontakt til en forhandler, hvor man kan købe guldet, hvorfor det for nogle kan være mere tiltrækkende at investere i et værdipapir, som giver eksponering mod guld.
Maj Invest UCITS ETF Guld, Sølv & Miner
I starten af september 2025 har Maj Invest lanceret en helt ny afdeling med fokus på guld og sølv. Det blev den første danske investeringsforening med netop dette tema. De årlige omkostninger udgør 0,60%, hvilket er relativt høje omkostninger, men samtidig en nem og tilgængelig måde at få eksponering mod guld (og andre ædelmetaller).
Maj Invest UCITS ETF Guld, Sølv & Miner investerer i aktier relateret til minedrift inden for guld, sølv og andre ædelmetaller. Den kan desuden investere i værdipapirer, som har direkte eller indirekte eksponering mod guld, sølv og ædelmetaller, herunder bl.a. via ETC’er og ETN’er. Det er en akkumulerende investeringsforening, hvilket betyder, at den beskattes efter lagerprincippet, og eftersom den er på skats positivliste, bliver den beskattet som aktieindkomst. Den kan derfor også handles på aktiesparekontoen.
På trods af at Maj Invest UCITS ETF Guld, Sølv & Miner kun er lidt over en måned gammel på tidspunktet hvor jeg skriver denne artikel, har den allerede over 1.000 ejere på Nordnet, og understreger den store efterspørgsel, som vi i dag oplever for investering i guld. Den største position i afdelingen er Xtrackers IE Physical Gold ETC, som udgør knap 9%, mens den største enkeltaktie er canadiske Wheaton Precious Metals Corp, der udgør lidt under 5%.
Maj Invest UCITS ETF Guld, Sølv & Miner virker således som en fin mulighed, hvis man ønsker en simpel eksponering mod f.eks. guld, men også ønsker eksponering mod sølv og andre ædelmetaller, der ligesom guld har oplevet flotte stigninger den seneste tid.
Aktier inden for guld
Der findes en række aktier, der udvinder eller bearbejder guld, og dermed ligeledes følger udviklingen i guldpriserne tæt. Et eksempel er Barrick Mining, som er en af verdens største mineselskaber inden for guld. Barrick driver miner og projekter på tværs af Nord- og Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien, og har dermed en af de mest geografisk diversificerede porteføljer i branchen.
Barrick Mining gik tidligere under navnet Barrick Gold, men skiftede i 2025 navn. Dette afspejler selskabets øgede fokus på kobber og ambitionen om at blive en førende aktør inden for både guld og strategiske metaller, hvorfor aktien ikke kun giver eksponering mod guld, men også andre ædelmetaller.
Et andet eksempel er Newmont, der ligeledes er blandt verdens største guldproducenter, og desuden også beskæftiger sig med andre metaller. Newmont havde ved udgangen af 2024 en guldreserve på 134,1 mio. ounces svarende til over 4 tons guld, hvilket er den største guldreserve i verden. Det udgør selvfølgelig en kæmpe værdi, hvorfor aktien ligesom Barrick Mining følger udviklingen i guldpriserne relativt tæt. Du kan se udviklingen i guldprisen det seneste år på grafen herunder sammenholdt med udviklingen i Newmont (gul) og Barrick Mining (rød).

ETF’er inden for guld
Der findes også en række ETF’er, som har samlet en bred portefølje af selskaber inden for industrien. De kan være en mulighed, hvis ikke man ønsker at udpege enkelte selskaber, men foretrækker en bred eksponering mod guld og andre ædelmetaller. Det er dog en ulempe, at man betaler årlige omkostninger, som sænker afkastet, men omvendt kan det være mere betryggende og tilgængeligt at investere i en stor samling af aktier inden for industrien.
To eksempler på ETF’er er iShares Gold Producers UCITS ETF USD (Acc) og VanEck Gold Miners UCITS ETF, som begge har flere tusinde ejere registreret på Nordnet. De kan desuden findes på skats positivliste, hvilket betyder, at de beskattes som aktieindkomst. Eftersom det er ETF’er, bliver de beskattet efter lagerprincippet. iShares Gold Producers UCITS ETF USD (Acc) har årlige omkostninger på 0,55% mod 0,53% for VanEck Gold Miners UCITS ETF. Begge ETF’er er således en smule billigere i årlige omkostninger sammenlignet med den nye afdeling fra Maj Invest. Dog skal man være opmærksom på de ofte højere handelsomkostninger ved udenlandske værdipapirer, hvor kurtagen kan være højere og der betales gebyr for valutaveksling.
De to ETF’er følger hinanden relativt tæt, hvilket skyldes, at der er flere fællestræk i beholdningen. Newmont og Agnico Eagle er blandt de to største positioner i begge ETF’er, ligesom Barrick Mining også er en stor position. iShares Gold Producers UCITS ETF USD (Acc) har i skrivende stund haft et afkast på 103,41% i år, mens VanEck Gold Miners UCITS ETF har haft et afkast på 104,72% i samme periode. Det må forventes, at de også fremadrettet vil følge hinanden relativt tæt, hvorfor jeg selv ville gå med den med lavest årlige omkostninger, hvis jeg skulle vælge en guld-ETF. På billedet nedenunder kan du se en sammenligning af de største positioner i de to ETF’er.

