Aktiekursen i Novo Nordisk har igen oplevet massive fald, hvilket giver anledning til at evaluere på den aktuelle situation og min aktiebeholdning i selskabet.
Jeg købte mine første aktier i Novo Nordisk i 2021, hvor jeg supplerede op løbende. I 2024 toppede aktiekursen i kurs 1028, hvorefter den er faldet drastisk sidenhen. Jeg har på den baggrund været med på både den store optur der fulgte efter lanceringen af Wegovy, og sidenhen den store nedtur som følge af skuffende forsøgsdata, markedsuro, øget konkurrence med mere.
En undersøgelse viser, at 28% af den danske befolkning ejer aktier i Novo Nordisk i deres private aktiebeholdninger. Dertil kommer, at endnu flere er eksponeret mod selskabet gennem pensionsordninger, mens Novo Nordisk i 2024 stod bag 20% af de samlede danske selskabsskatter. På den baggrund er Novo Nordisk et selskab med massiv betydning for det danske samfund og et selskab, mange af os har et tæt forhold til.
Historien bag aktiekursens udvikling
Som nævnt har Novo Nordisk’s aktiekurs haft en vild udvikling gennem den seneste tid. I perioden mellem 2021 og 2023 oplevede selskabets aktiekurs at være på massiv optur. Årsgaerne hertil var, at Wegovy og Ozempic viste et hidtil uset vægttab, alt imens fedmemarkedet blev spået en lukrativ fremtid med en samlet markedsværdi på over 100 mia. dollars.
I samme periode stod den daværende topchef Lars Fruergaard bag, at Novo Nordisk udviklede sig fra at være et ”diabetes-selskab” til et selskab med ekstremt fokus på fedme og følgesygdomme derved. Effekterne heraf var, at Novo Nordisk oplevede massiv efterspørgsel der skabte flaskehalsproblemer og grundlag for at øge priserne på deres produkter. Novo Nordisk gik derfor ind i en periode, hvor selskabet oplevede en årlig EPS-vækst på 30-40%. Dette medførte en multipelekspansion, der i kombination med opjusteringer gjorde, at aktiekursen i perioden steg massivt.
Nedenfor ses aktiekursens udvikling de seneste 5 år.

I 2024 toppede både selskabets aktiekurs og optimismen omkring selskabet. På dette tidspunkt var antagelsen, at Novo Nordisk ville vinde størstedelen af fedmemarkedet, eftersom selskabet havde et forspring sammenlignet med sine konkurrenter. Ligeledes blev selskabet pipeline, herunder CagriSema, anset som værende stærkere end konkurrenternes.
Samme år tog konkurrencen fra Eli Lilly til, der med Zepbound viste et konkurrencedygtigt vægttab sammenlignet med Novo Nordisk’s produkter. Det var dette som igangsatte det helt store kursfald i slutningen af 2024, og som ligeledes har været aktuelt på det seneste, hvor CagriSema underperformer i et head-to-head studie mod Eli Lillys tirzepatide, hvor CagriSema over 84 uger viste et vægttab på 23% mod 25,5% for tirzepatide.
Den negative stemning forstærkes af, at estimaterne for salgspotentialet for CagriSema er reduceret med mere end 80%. Ligeledes er flere analytikere begyndt at sætte tvivl ved selskabets konkurrencedygtighed, mens Novo Nordisk ikke længere anses for at være betydeligt foran sine konkurrenter.
Ligeledes gælder det, at den øgede konkurrence samt det politiske pres fra USA har medført, at Novo Nordisk i flere omgange har sænket sine priser. I starten af dette år sænkede selskabet sine priser i USA med omkring 50% som følge af pres fra Donald Trump, mens det i går blev meddelt, at priserne halveres endnu engang fra starten af 2027. Dette gør naturligvis, at der kommer et øget pres på selskabets marginer, som var kunstigt høje under den store aktiekursoptur.
Dette afspejles ligeledes i selskabets forventninger for 2026, hvor der ses ind i en salgs- og indtjeningstilbagegang på 13%, hvilket skal ses i forhold til selskabets tidligere vækstrater på 12-36%. Det gælder dog, at Eli Lilly i samme periode forventer at øge sin omsætning med 25%. Selvom der er forskelle mellem de to selskaber, er det alligevel en betydelig forskel i omsætningsudviklingen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad gør jeg med mine aktier?
Som nævnt er min beholdning af Novo Nordisk-aktier faldet med 46% i skrivende stund – hvilket skal ses i forhold til, at den tidligere har været oppe med 100%. Jeg må også indrømme, at mit syn på aktien har ændret sig den seneste tid, hvor jeg særligt sætter spørgsmålstegn ved den store difference mellem Novo Nordisk og Eli Lillys forudsigelser for 2026.
Jeg syntes dog også, at markedet er alt for fokuseret på vægtreduktionen fremfor alt det omkring. Jeg er overbevist om, at mange patienter vil have stort fokus på bivirkningsprofil, optagelighed og effekt på følgesygdomme – det er bare ikke det, som selskaberne måles på i øjeblikket.
Stemningen omkring Novo Nordisk forekommer aktuelt uforholdsmæssigt negativ. Dette understøttes af, at der i går blev offentliggjort resultater fra et nyt studie af lægemiddelkandidaten UBT251, som viste et vægttab på 19,7 % efter 24 ugers behandling. Resultaterne må isoleret set vurderes som klart positive, men aktiekursen reagerede ikke nævneværdigt. Jeg vurderer derimod, at en tilsvarende negativ afvigelse sandsynligvis ville have udløst et yderligere kursfald.
Der synes således at være opstået en asymmetri i markedets nyhedsreaktioner — svarende til situationen omkring kurs-toppen i midten af 2024, men med modsat fortegn. Dengang blev skuffelser i begrænset omfang reflekteret i kursen, mens positive nyheder blev fuldt kapitaliseret. I dag synes billedet omvendt: positive datapunkter ignoreres, mens negative fortsat tillægges fuld vægt.
Jeg vurderer derfor, at Novo Nordisk aktuelt befinder sig i en fase præget af negativ forventningsskævhed snarere end alene fundamentalt forværrede udsigter. Med det sagt forholder jeg mig kritisk til den aktuelle situation. Jeg hverken sælger eller køber aktier i Novo Nordisk, men holder derimod på min position og ser tiden lidt an.

