De amerikanske aktiemarkeder har det seneste stykke tid leveret enorme afkast, hvor Nasdaq-100 indekset nu er steget med 30% på to måneder.
USA er uden sammenligning det land i verden, som fylder mest på de globale finansmarkeder. Investerer man i et globalt verdensindeks, vil USA typisk udgøre 60-70% af fondens investeringer, hvorfor det er svært at se sig udenom som global investor. Derfor er det naturligvis positivt, når de amerikanske aktier stiger så voldsomt som de gør aktuelt, da det kommer en lang række både aktive og passive investorer til gode.
USA har fire dominerende aktieindeks, der fokuserer på lidt forskellige områder af det samlede amerikanske aktiemarked. Mest toneangivende er S&P500, der rummer de 500 største børsnoterede selskaber i USA. Herefter har vi Nasdaq-100, som er et indeks bestående af de 100 største ikke-finansielle virksomheder på Nasdaq-børsen i USA, og er derfor tungt vægtet mod teknologi. Derudover har vi Dow Jones-indekset samt Russell 2000-indekset, der fokuserer på henholdsvis industrisektoren og small cap-sektoren i USA.
Alle de fire indeks er steget ganske betragteligt hen over de seneste to måneder, men Nasdaq-100 er med sin stigning på 30% det af indeksene, der er eksploderet mest. Derfor vil i denne artikel se lidt nærmere på den store kursstigning samt hvad man skal være opmærksom på.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad har drevet stigningerne?
April 2026 er gået direkte ind i historiebøgerne, hvor Nasdaq-100 steg med 15,6% i denne måned alene, hvilket er den bedste enkeltmåned siden oktober 2002. I samme periode steg S&P500 med 10,6%, Russell 2000 med 12% mens Dow Jones havde sin bedste måned siden november 2024. Med andre ord var det altså hele det amerikanske aktiemarked som tog et kæmpe ryk opad, mens vi i Europa har haft svært ved at følge med.
Den store optur skyldes, at flere faktorer er faldt på plads på samme tid, hvilket har givet markederne et kraftigt løft. Vi har så småt afsluttet en stærk amerikansk regnskabssæson, hvor hele 84% af virksomhederne i S&P500 slog forventningerne til deres Q1-regnskaber, hvilket er den højeste andel siden andet kvartal 2021. Det er ikke ualmindeligt, at så stor en andel af selskaberne overpræsterer, men at denne tendens fortsætter i takt med at forventningerne fortsat vokser kraftigt, er ret imponerende.
Regnskabssæsonen har også fortalt os, at kunstig intelligens fortsat er den altdominerende fortælling på aktiemarkedet. Der har længe været tale om en boble på dette område, men de seneste regnskaber har vist os, at de massive efterspørgselsniveauer fortsætter, hvorfor selskabernes forventninger til de kommende kvartaler ligeledes er ret opmuntrende.
Herudover er der kommet mere ro på konflikterne ude i verden. Der er ganske vist ikke fred endnu, men alene det faktum, at de store overskrifter fylder mindre i medierne, og at Trump flytter sit fokus på noget lidt andet gør, at aktiemarkederne ånder ud og bliver en kende mere optimistisk, hvilket afspejler sig i kursstigninger. Det er dog værd at være opmærksom på, at dette hurtigt kan vende igen.
Usikkerheden truer fortsat
Det er dog ikke alt, som peger i en positiv retning. Den amerikanske inflation ligger aktuelt på 3,8% om året, hvilket er langt over centralbankernes målsætning på 2%, alt imens producentpriserne er steget med 6% det seneste år, hvilket forventeligt med forsinket virkning vil afspejle sig i forbrugerpriserne.
Trumps toldsatser og høje energipriser presser priserne opad, hvilket stiller centralbanken, Federel Reserve, i et dilemma om eventuelle rentestigninger trods Trumps modstand. Markederne priser aktuelt en sandsynlighed på 42% for en rentestigning inden årets udgang, mens nogle økonomer peger på juli-måned som det mulige tidspunkt.
Samtidig har USA netop fået en ny centralbankdirektør. Kevin Warsh blev indsat som formand for Federal Reserve den 22. maj 2026 og afløser Jerome Powell, som Trump i årevis kritiserede for ikke at sænke renten hurtigt nok. Warsh betragtes som tæt på Trump, men har lovet at prioritere inflationsbekæmpelse. Det bliver en svær balancegang, og de kommende måneder vil vise, om den nye chef kan holde to modstridende mål i luften på samme tid.
Hvad betyder det for dig som investor?
Jeg mærker folk, der som følge af den store kursstigning i Nasdaq-100 pludselig ændrer sin investeringsstrategi, og investerer i dette indeks i stedet for. Det er væsentligt at understrege, at der ikke er noget forkert ved dette – jeg vil blot tydeliggøre, at det historiske afkast ikke er en forudsætning for det fremtidige afkast. En stigning på 30% på to måder er ganske usædvanligt og ikke noget, som kan skal forvente gentager sig regelmæssigt.
Jeg vil dog heller ikke argumentere for, at man skal skynde sig at sælge ud, hvis man har været med på hele den store optur. De fleste der investerer i brede aktieindeks har til hensigt at investere langsigtet, og behøver derfor ikke at handle aktivt på kursbevægelser. Det har for øvrigt givet et dårligt afkast, når man ser på dette historisk.
Markederne kan hurtigt flytte sig, og bevægelser som disse vil jeg derfor ikke mene, at man skal forholde sig for meget til. Det er naturligvis altid rart at se ens investeringer stige, men jeg vil anbefale, at man minder sig selv om, at pengene først er tjent den dag man sælger ud – hvilket der forhåbentligvist er lang tid til. Undgå derfor at få ”ejerfornemmelse” over det høje afkast – det kan hurtigt forsvinde mellem fingrene på dig.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.

