Nemme investeringsløsninger findes der mange af, og her er Nordeas digitale investeringsrådgiver, Nora, en af dem.
Spørgsmålet er blot: Er Nora også en god investeringsmulighed? Personligt har jeg ikke erfaring med Nora, hvorfor jeg ikke kan komme med praktiske erfaringer. Alligevel føler jeg, at man hurtigt og nemt kan danne sig et overblik over, om Nora er noget for en.
Læs også: Ny investor: Den nemme løsning.
Nora – En god investeringsmulighed?
Nora er en nem måde at komme i gang med investering, hvorfor platformen først og fremmest henvender sig til nye investorer. Man behøver blot 100 kroner for at komme i gang. De vigtigste elementer, når man kigger på en platform som Nora, er at se på omkostningerne samt beskatningen, hvilket vi vil se nærmere på nu.
Omkostninger
Når du investerer i fonde, vil du opleve, at du skal betale en ÅOP – årlig omkostning i procent. Disse kan variere meget, hvor særligt aktivt forvaltede fonde har en høj ÅOP og passivt forvaltede fonde har en lavere ÅOP. Nora bør i denne sammenhæng sammenlignes med passivt forvaltede fonde.
Ifølge Nora har alle fondene en ÅOP mellem 0,64% og 0,80%. Omkostningerne kan dermed sammenlignes med NORD.investments, som er en lignende platform, der først og fremmest fokuserer på at gøre investering lettilgængeligt. Du kan tage en personlig investeringsplan hos NORD.investments her. Personligt anser jeg den mest optimale løsning til nemt at komme i gang med at investere, er gennem Nordnets månedsopsparing. Her kan du investere i en komplet diversificeret fond, Sparindex Globale Aktier, til en ÅOP på 0,55%.
Nora har dermed en ÅOP, som kan sammenlignes med lignende løsninger på markedet, men en højere ÅOP, hvis man sammenligner med mange andre passive fonde, man selv kan vælge at investere i direkte.
Skat
Beskatning er mindst lige så vigtigt som omkostningerne, og er ofte et område, hvor mange først bliver klogere, når de har investeret. Det kan ende i overraskelser, hvor der kommer en uventet skatteregning.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at når du investerer gennem Nora, bliver du lagerbeskattet. Det betyder helt konkret, at du betaler skatten løbende hvert år, ligegyldigt om du sælger eller ej. Modsætningen til lagerbeskatning er realisationsbeskatning, hvor du først betaler skatten, når du sælger. På en platform som NORD.investments bliver du også lagerbeskattet, hvorimod du ved Sparindex Globale Aktier bliver realisationsbeskattet. Hvorvidt man foretrækker lagerbeskatning eller realisationsbeskatning, er en personlig præferencesag.
Dertil skelner vi mellem aktieindkomst og kapitalindkomst, når vi snakker skat. Alt efter ens situation, vil man normalt gå efter at blive beskattet som aktieindkomst på et normalt depot. Her er skattesatserne i 2022 på 27% op til 57.200 kroner, hvorefter satsen er 42%. Kapitalindkomst er mere individuel, da faktorer som personlig indkomst, kirkeskat og om du er enlig eller gift tæller med. I tilfælde af eksempelvis børneopsparing kan kapitalindkomst dog være en fordel. Nora bliver beskattet som kapitalindkomst.
Hvis vi skal sammenligne Nora med andre lagerbeskattede alternativer, kan man se på udenlandske ETF’er. Her er det både muligt at finde ETF’er, som beskattes som aktieindkomst og kapitalindkomst. Den væsentlige forskel mellem Nora og ETF’er ses i omkostningerne, da man f.eks. kan finde en populær ETF som iShares Core S&P 500 UCITS ETF USD (Acc), der følger det amerikanske S&P 500-indeks, og har en ÅOP på blot 0,07%.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos NORD, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Konklusion
En løsning som Nora er nem, men man betaler ekstra i ÅOP til en potentielt ufordelagtig beskatning. Personligt ville jeg derfor foretrække en anden løsning, hvis det handler om lettilgængelighed. Dette har jeg skrevet mere om her.
Jeg vil dermed ikke sige, at Nora er en dårlig løsning, man skal blot være bevist om, at der findes alternative muligheder på markedet, som rent omkostnings- og skattemæssigt er mere fordelagtige. Husk dette inden du tager dit valg om at benytte Nora eller ej.
Disclaimer: Indlægget indeholder affiliate-links til NORD.