Novo Nordisk har gjort det til en spændende dag på det danske aktiemarked – dog ikke på den gode måde. Efter endnu en nedjustering falder aktien i skrivende stund over 20%.
Det er mindre end tre måneder siden, at Novo Nordisk sidst måtte nedjustere deres forventninger i forbindelse med regnskabet for første kvartal. Nedjusteringen dengang var forventet, og var måske mindre, end mange havde frygtet, hvorfor markedet tog relativt pænt imod nedjusteringen.
Nu er situationen dog anderledes. Dagens nedjustering er relativ stor, hvor der nu forventes en salgsvækst i konstante valutakurser (CER) på 8-14% mod tidligere 13-21%, mens der ventes en fremgang i driftsresultatet på 10-16% fra tidligere 16-24% – også i konstante valutakurser. Novo Nordisk beskriver, at nedjusteringen skyldes lavere vækstforventninger i andet halvår for særligt Wegovy på det amerikanske marked samt diabetesmidlet Ozempic. De peger også på forventet lavere vækst på visse internationale markeder udover USA.
Læs også: Novo Nordisk kursmål: Få overblikket her.
Novo Nordisk fremlagde også foreløbige nøgletal for første halvår, hvor der er realiseret en salgsvækst på 18% samt en fremgang i driftsresultatet på 40% i konstante valutakurser. Resultatet per aktie endte på 12,49 kroner i årets første seks måneder. Baseret på en aktiekurs på 350, handles aktien nu til en P/E på 15,5 baseret på resultatet for 2024.
Kort efter nedjusteringen offentliggjorde Novo Nordisk deres nye topchef – Maziar Mike Doustdar. Novo Nordisk har igen valgt en intern, men denne gang ikke en dansker. Maziar Mike Doustdar er iranskfødt østrigsk borger, men er opvokset i USA. Han har været en del af Novo Nordisk siden 1992, hvor han haft forskellige stillinger, men siden 2013 har han ledet selskabets Internationale Operationer, som er en forretning, der omfatter 80 datterselskaber uden for USA.
Hvad tænker du om den seneste udvikling hos Novo Nordisk og dagens nyheder? Mange havde nok forventet en ekstern topchef, men Novo Nordisk følger traditionen, og har igen valgt en intern. Lad os håbe, at han kan rette op på de seneste store kursfald – det bliver spændende at følge.
Disclaimer: Jeg har aktier i Novo Nordisk. Dette er ikke en anbefaling til at købe eller sælge aktier i Novo Nordisk.
