Novo Nordisk har i dag offentliggjort sit regnskab for 2025 der har medført, at selskabets amerikanske aktie styrtdykker.
Det var egentlig forventet, at Novo Nordisk først ville udgive sit årsregnskab i morgen tidlig – men mod forventning blev regnskabet offentliggjort her til eftermiddag. Novo Nordisk har været et meget omtalt selskab de seneste mange år, hvor både nyhedsflowet og kursudviklingen har været begivenhedsrig.
Novo Nordisk havde et begivenhedsrigt og hårdt 2025, hvor selskabet både fik ny topdirektør, foretog omfattende ændring i bestyrelsen, iværksatte en fyringsrunde af 9.000 medarbejdere, oplevede toldtrusler samt en generelt hård retorik fra Donald Trump og hans regering. Dette medførte i kombination, at aktiekursen faldt knap 50% i 2025, hvilket mange danske investorer kunne mærke i deres porteføljer.
Den generelle stemning omkring Novo Nordisk så dog ud til at ændre sig i 2026, hvor aktien fra årets begyndelse fik sig en god start. Dette skyldes, at Novo Nordisk lancerede deres fedmepille, der hurtigt blev solgt på 70.000 amerikanske apoteker, og efterfølgende har vist pæne salgstal. Denne udvikling ser dog ud til at vende i dag, hvor Novo Nordisk til eftermiddag offentliggjorde deres årsregnskab for 2025 før tid. I skrivende stund er den amerikansk-noterede version af aktien nede med 13% og handles, omregnet fra amerikanske dollars til danske kroner, i kurs 322 kroner, hvilket betyder, at den dansk-noterede aktie forventeligt åbner med et stort fald i morgen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad viste regnskabet?
Det netop offentliggjorte regnskab viste, at Novo Nordisk’s salg faldt med 8% i fjerde kvartal målt i danske kroner, hvilket betød, at selskabet sluttede året med en salgsvækst på 6%, hvilket skal sammenlignes med en salgsvækst på 25% året forinden.
Den samlede omsætning for 2025 endte på 309 mia. kroner i 2025, hvilket er mere end de forventede 307,7 mia. kroner. Driftsresultatet målt på EBIT endte på 127,6 mia. kroner mod de forventede 129,5 mia. kroner, mens bundlinjen viste 102,4 mia. mod forventet 103,3 mia. kroner.
For 2026 forventer Novo Nordisk, at salget vil gå tilbage med 5-13% i konstante valutaer, mens driftsindtjeningen ligeledes ventes at falde med 5-13%. Dette er betydeligt lavere end markedets forventninger der var, at salget ville falde med 2,1% samt driftsindtjeningen ville falde med 3,6%. Det er denne massive negative overraskelse, der er årsagen til aktiemarkedets reaktion.
Læs også: Novo Nordisk gør klar til kamp mod Eli Lilly – gør aktien comeback i 2026?
Regnskabet viste desuden, at Novo Nordisk vil betale et udbytte på 7,95 kroner, der sammen med udbyttet fra halvårsregnskabet bringer det samlede udbytte for året op på 11,7 kroner. Novo Nordisk vil desuden starte et aktietilbagekøbsprogram, hvor selskabet vil købe egne aktier tilbage for 15 mia. kroner.
Ledelsesskifte i selskabet
Det fremgår ligeledes, at Novo Nordisk foretager et ledelsesskifte i den amerikanske forretning, hvor USA-chef David Moore har valgt at fratræde sin stilling af personlige årsager. Denne nyhed er særligt interessant, da USA er selskabets markant største marked, og ligeledes her der er størst potentiale. Samtidig gælder det, at Novo Nordisk oplever stor politisk modstand i USA, hvorfor USA-chefen besidder en særdeles vigtig opgave. Posten overtages af Jamey Millar allerede i morgen, onsdag. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør i Optum Specialty Holdings, der er en del af sygesikringskoncernen UnitedHealth.
Derudover stopper Ludovic Helfgott i Novo Nordisk, efter at han kom til selskabet tilbage i 2019. Han har senest besat posten som Executive Vicepresident med ansvar for Product & Portfolio Strategy.

