Det er blevet tid til at foretage en ny investering i vores portefølje hos Endavu, hvor vi i fællesskab forvalter en portefølje til fordel for Børnecancerfonden.
Tema: Defensive aktier
Porteføljen har fået et samlet indskud på 150.000 kroner, som fordeles over månedlige investeringer for at følge en traditionel DCA-strategi, der har til formål at investere løbende og købe aktier til en månedlig gennemsnitspris. Porteføljen har i dag et plus på 5.000 kroner, som vi forhåbentligt kan udbygge.
Diversificering er i højsædet, og derfor har vi fra start prioriteret at få eksponering mod et verdensindeks gennem en ETF. Derudover udvælger vi månedligt i fællesskab en ny investering, og i denne måned er temaet defensive aktier for at sænke risikoen, da porteføljen har en stor vægt mod teknologiaktier. En defensiv aktie er mindre følsom overfor markedsudsving på aktiemarkedet og konjunkturer – og dækker derfor over virksomheder, der sælger produkter, som er uundværlige i både makroøkonomiske opsving og nedture.
Porteføljen har i dag ca. 1/3 af porteføljen eksponeret mod teknologi drevet af både vores enkeltaktier samt vores globale ETF. Der er i dag 16 forskellige aktiver i porteføljen, som du kan følge inde på Endavu-appen eller følge med herinde, hvor jeg snart giver en opdatering på porteføljen.
Du kan stemme på de defensive aktier, som du mener skal tilføjes til porteføljen her, og du har ligeledes selv mulighed for at tilføje relevante aktier til meningsmålingen. Bemærk at aktier der ikke er i kategorien defensive aktier ikke vil blive købt til porteføljen, ligesom vi ikke køber op i aktier, vi allerede ejer. Byd endelig ind, hvis du har nogle forslag til porteføljen, og lad os finde en spændende aktie, der vil blive købt sammen med vores globale ETF.
