RTX-aktien er steget over 80% i år, og senest har selskabet præsenteret langsigtede vækstmål frem mod 2030.
Blandt de største aktionærer i RTX finder vi investeringsforeningen Fundamental Invest med Michael Voss i spidsen, der tidligere er blevet omtalt som en stjerneforvalter og den uofficielle danmarksmester i danske aktier.
RTX beskæftiger sig med udvikling og produktion af trådløse løsninger og testsystemer. Forretningen er opdelt i tre segmenter; Enterprise, Healthcare og ProAudio, og salget sker til andre virksomheder, hvorfor RTX fungerer som underleverandør. Blandt kunderne finder vi store og velkendte virksomheder som HP, Cisco, Philips og Ericsson. Trods den flotte stigning til aktien i 2025, er aktien halveret de seneste fem år, og spørgsmålet er, om aktien vil fortsætte de gode takter, som vi har set i år?
Læs også: ALK med det bedste danske regnskab i denne regnskabssæson?
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Et godkendt regnskab
RTX har skævt regnskabsår, og offentliggjorde i slutningen af november sin årsrapport for 2024/25. For året udgjorde omsætningen 547,1 mio. kroner svarende til en vækst på 10%, mens EBITDA-resultatet endte på 35,5 mio. kroner (margin=6,5%) og EBIT på 8,7 mio. kroner. Til sammenligning forventede selskabet at lande en omsætning på 530-560 mio. kroner med et EBITDA på 25-35 mio. kroner og et EBIT på -5 til 5 mio. kroner. RTX nåede således en omsætning i midten af selskabets guidance, mens indtjeningen var væsentligt bedre end ventet, og endte over den seneste udmeldte guidance.
Fremgangen i regnskabsåret 2024/25 var drevet af vækst i Enterprise- og Healthcare-segmentet. Enterprise er selskabets klart største forretningsområde, der udgjorde 74% af omsætningen i 2024/25, og voksede 21%, mens Healthcare udgjorde 12% og voksede 43%. ProAudio-segmentet klarede sig isoleret set skuffende, og omsatte for 79 mio. kroner mod 120 mio. kroner sidste år. Den flotte udvikling i Enterprise-segmentet er bl.a. drevet af et godt momentum inden for detailsektoren, hvor der er øget fokus på digitalisering og trådløse kommunikationssystemer. Hvis du f.eks. handler i Netto eller Jysk, og ser medarbejderne gå med et trådløst headset, er det baseret på teknologi fra RTX.
For indeværende regnskabsår forventer RTX en omsætning i niveauet 575-625 mio. kroner med et EBITDA på 35-65 mio. kroner og EBIT på 0-30 mio. kroner. Baseret på midten af guidance er der således lagt op til både omsætningsfremgang og forbedret indtjening, hvor en omsætning på 600 mio. kroner og et EBITDA på 50 mio. kroner vil svare til en EBITDA-margin på 8,3%. Danske Bank har i en analyse fremhævet, at de finder denne guidance meget konservativ, og forventer en omsætningsvækst på 14% svarende til knap 624 mio. kroner (toppen af nuværende guidance) med en EBITDA-margin på 11% svarende til et EBITDA på ca. 68 mio. kroner (over nuværende guidance).
Stabil profitabel vækst frem mod 2030
RTX kunne i forbindelse med årsrapporten præsentere nye finansielle mål frem mod 2030. Målet er at levere tocifrede vækstrater og samtidig gøre det profitabelt. Konkret er målet en EBITDA-margin på over 15%. Baseret på omsætningen på 547,1 mio. kroner i 2024/25 og en årlig vækst på 10% svarer det til en forventet omsætning på ca. 881 mio. kroner i regnskabsåret 2029/30 med et EBITDA på ca. 132 mio. kroner. Dette må antages at være minimumsscenariet, når selskabet alene har kommunikeret et mål om tocifret vækst og et EBITDA på over 15%. Ender den gennemsnitlige årlige vækst f.eks. på 12%, ser vi i stedet frem mod en omsætning på 964 mio. kroner i 2029/30 og et EBITDA på 144 mio. kroner.
Det er primært tre områder, der skal sikre væksten frem mod 2030. Først og fremmest vil selskabet inden for Healthcare-segmentet accelerere væksten i trådløs patientovervågning, som er et hurtigt voksende marked, hvor RTX’s teknologi allerede er i brug på ca. 1.500 hospitaler i USA. Dernæst vil selskabet kapitalisere på vækstmulighederne i Enterprise og skalere modul-forretningen i ProAudio. Afslutningsvis vil man forfølge nye muligheder indenfor forsvar, kritisk kommunikation, kundeservice, samt det hurtigt voksende detailmarked drevet af digitalisering.
RTX ser således ind i pæne vækstrater og forbedrede marginer, og hvis alt går vel måske endda nå en omsætning på 1 mia. kroner.
💡 Få 50 kr. gratis hos Firi
(Reklame)
🚀 Opret dig hos Firi, og få 50 kroner i bonus, hvis du bruger koden 'da98b6a7'.
Du har ligeledes mulighed for at få op til 265 kr. i bitcoin, ethereum og andre kryptovalutaer som en velkomstbonus.
Er aktien blevet dyr?
Resultatet per aktie udgjorde for det netop afsluttede regnskabsår 2024/25 1,3 kroner. Aktien handles i skrivende stund i kurs 104, hvilket svarer til en P/E på 80. Det er en meget høj P/E, men det er vigtigt at fremhæve nuancerne, der i dette tilfælde gør P/E-værdien temmelig overfladisk.
Først og fremmest har RTX en kassebeholdning på 153 mio. kroner. Det er en ret høj kassebeholdning, når man tager i betragtning, at aktien med nuværende aktiekurs handles til en værdi på 880 mio. kroner og selv har en målsætning om at have en kassebeholdning på 80-100 mio. kroner. Aktuelt har selskabet et aktietilbagekøbsprogram på op mod 20 mio. kroner, og man kan argumentere for, om der ikke skal skrues yderligere op for dette taget selskabets kapitalberedskab i betragtning.
Dernæst har RTX været på nogle op- og nedture de seneste år, og efter de nye finansielle mål er præsenteret, bør aktionærerne kunne se frem mod en optur i de kommende fem år. Den seneste optursperiode blev markeret i regnskabsåret 2022/23, hvor RTX realiserede en omsætning på 782,8 mio. kroner med et EBITDA på 107,5 mio. kroner svarende til en margin på 13,7%. Det samme år udgjorde indtjeningen per aktie 5,7 kroner. RTX ser frem mod 2029/30 ind i et minimumsscenarie, der er væsentligt bedre end dette resultat, hvorfor det ikke burde være urealistisk at løfte indtjeningen per aktie til niveauet 7,5-8 kroner, når man kombinerer væksten og forhåbentligt flere aktietilbagekøbsprogrammer. Det vil svare til en P/E i niveauet 13-14.
Efter offentliggørelsen af årsrapporten og de nye finansielle mål for indeværende regnskabsår og frem mod 2030 har selskabets administrerende direktør købt aktier for knap 100.000 kroner. Det er ikke det største beløb, men et stærkt signal efter aktien har været underdrejet det seneste lange stykke tid, og det seneste år er begyndt at genfinde lidt momentum.
RTX er en relativt lille aktie, hvorfor analysedækningen af aktien også er begrænset. Det har derfor ikke været muligt for mig at finde konsensusestimater for væksten de kommende år. Beregningerne i denne artikel er således alene mine egne betragtninger, men giver alligevel en god forklaring på nuværende markedsværdi og potentialet i aktien, når marginerne de kommende år vil blive markant forbedret samtidig med, at der er lagt op til tocifret vækst. Det må ligeledes antages, at det er nogle af disse faktorer, som Michael Voss hæfter sig ved i dag, hvor aktien per 31. august er den største position hos Fundamental Invest, og udgør 10% af deres portefølje.
Disclaimer: Dette er ikke en anbefaling til at købe eller sælge aktier i RTX. Jeg ejer ikke selv aktier i selskabet.
