For to år siden skrev vi et indlæg om Victor, der på daværende tidspunkt havde en formue på 2 millioner kroner – men hvad er der sket siden?
Sidst vi hørte fra Victor, var han 22 år gammel og havde en formue på over 2 mio. kroner, hvor knap 0,5 mio. kroner var aktieafkast. Én ting der har kendetegnet Victor siden han var helt ung er, at han er meget arbejdsom, hvor han startede sin første lille virksomhed som 13-årig og tjente 7.000 kroner om måneden. Efter gymnasiet begyndte Victor at arbejde rigtig mange timer og øge sit investeringsniveau, der gjorde, at han på sin 20-års fødselsdag havde en formue på 850.000 kroner.
Sideløbende tog Victor en uddannelse som økonomaassistent, hvor han efter endt uddannelse fik en stilling som lønkonsulent, hvilket gav en endnu højere. I kombination med deltidsarbejde havde Victor nu en månedlig indkomst på 70.000 kroner før skat, og formuen voksede hurtigt.
Hvad laver Victor i dag?
Victor er i dag 24 år gammel og arbejder som bankrådgiver. Sideløbende holder han i samarbejde med Unge Aktionærer foredrag om investering på gymnasier, højskoler og folkeskoler rundt omkring i landet. Og som om det ikke skulle være nok, arbejder han fortsat i ældreplejen, hvor han løbende tager nogle vagter som vikar – både grundet den ekstra indtægt, men også fordi, han oprigtigt holder af arbejdet.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Siden sidst har Victors primære indtægtskilde været hans arbejde, hvor han de seneste fem år har haft en indtægt, der ligger et godt stykke over topskatteniveauet. I 2026 har han indtil videre tjent 474.000 kroner, svarende til 79.000 kroner om måneden. I 2025 tjente han samlet 831.000 kroner. Victor arbejder altså fortsat ekstremt disciplineret, hvilket gennem tiden har haft stor betydning for opbygningen af hans formue, der nu udgør knap 4,2 millioner kroner.
Et afkast på 1,4 mio. kroner
For to år siden havde Victor et afkast på 500.000 kroner, hvorfor jeg naturligvis var nysgerrig på, hvordan dette har udviklet sig sidenhen. Victor har i dag et afkast på 1,4 mio. kroner, hvilket betyder, at han selv har investeret 2,8 mio. kroner, hvoraf næsten alt kommer fra lønindkomst.

Victor investerer langsigtet og har en passiv investeringsstrategi, hvor han udelukkende investerer i globale fonde og ETF’er. Hans strategi er skabt af troen på, at aktiemarkedet er effektivt, og at det derfor er udfordrende at slå markedet konsistent over tid. Når Victor i fremtiden skal bruge penge, er hans plat at optage lån med sikkerhed i hans portefølje, da han så undgår at realisere hans investeringer. Dette gør, at Victor kan begrænse sin skat og dermed skabe de bedste forudsætninger for et langsigtet afkast.
Målet om 40 mio. kroner som 50-årig
Victors økonomiske mål har ændret sig meget over de seneste år, hvor han tidligere forventede at nå en formue på 10 mio. kroner som 42-årig, er hans forventninger i dag betydeligt højere. Victor regner nu med at nå en formue på 10 mio. kroner som 33-årig, 20 mio. kroner som 40-årig og 40 mio. kroner som 50-årig.
Med et gennemsnitligt årigt afkast på 7% og en månedlig opsparing på cirka 20.000 kroner, forventer Victor, at hans målsætninger er realistiske. Hans mål er samtidig at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet i en alder af 50 år, hvor hans investeringer endegyldigt skal give ham den frihed, han ønsker.
Det er væsentligt at understrege, at Victor ikke mener, at alle skal gøre præcis som ham, da han erkender, at hans tilgang er relativt ekstrem. Hans intention er derimod at overbevise folk om, at de fleste vil kunne opnå bare en del af det, hvis de er villige til at prioritere hårdt arbejde, mange arbejdstimer, passive indeksfonde, og en fornuftig tilgang til opsparing.

