Berkshire Hathaway med Warren Buffett i spidsen lidt endnu har købt op i flere aktier det seneste kvartal.
Berkshire Hathaway har i andet kvartal investeret 1,6 mia. amerikanske dollars i UnitedHealth, reduceret sin eksponering mod Apple og Bank of America, og øget sin kontantbeholdning til rekordhøje 344 mia. dollars. Det viser selskabets seneste 13F-indberetning, der blev offentliggjort torsdag i sidste uge.
Dermed var Berkshire Hathaway netto-sælger af aktier for 11. kvartal i træk, da der blev solgt aktier for et større beløb, end der blev købt. Det bliver dog bemærket, når Warren Buffett starter en ny position i en aktie, og derfor har flere af de nye aktier i Berkshire Hathaways portefølje været ramt af den såkaldte Warren Buffett Effekt. Lad os se på de aktier, som Berkshire Hathaway har tilføjet til porteføljen i andet kvartal 2025.
Læs også: De 10 mest populære aktier og fonde på Nordnets aktiesparekonto.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Køber 6 nye aktier
Det fremgår i en artikel fra Yahoo Finance, at de 6 nye aktier hos Berkshire Hathaway er UnitedHealth Group, Nucor, Lennar, D.R. Horton, Lamar Advertising og Allegion. Særligt førstnævnte steg pænt, da det kom frem, at Berkshire Hathaway har investeret i aktien, da det også var den største af de seks investeringer, og udgjorde ca. 1,6 mia. amerikanske dollars. UnitedHealth Group steg næsten 12% ovenpå nyheden.
Købet af aktier i UnitedHealth kom efter et år med en halveret aktiekurs, svækket guidance og ledelsesudskiftninger midt i myndighedsundersøgelser. Det ligner dermed en klassisk Warren Buffett investering, der gerne vil købe kvalitet, når stemningen er i bund.
Kort om UnitedHealth Group
UnitedHealth Group er en amerikansk sundhedskoncern og et af verdens største sundhedsforsikringsselskaber. Selskabet er en del af S&P 500, og udgør i skrivende stund knap 0,5% af indekset, og er placeret som det 31. største selskab på S&P 500 fordelt på markedsværdi.
Kort om Nucor
Nucor er den største stålproducent i USA, og er ligeledes en del af S&P 500. Dog udgør selskabet en mindre andel på under 0,1% i skrivende stund.
Kort om Lennar
Lennar er en amerikansk boligbygger og blandt landets største inden for nybyggeri af enfamiliehuse. Selskabet kombinerer boligbyggeri med finansiering og ejendomsservice og er kendt for at levere komplette boligløsninger gennem sin integrerede forretningsmodel. Lennar er også en del af S&P 500, men udgør mindre end 0,1%.
Kort om D.R. Horton
D.R. Horton minder på overfladen om Lennar, og beskæftiger sig også med boligbyggeri. Selskabet er også en del af S&P 500, og udgør lige omkring 0,1% af indeksets markedsværdi.
Kort om Lamar Advertising
Lamar Advertising er en amerikansk virksomhed inden for outdoor-reklame. Selskabet ejer og driver billboards, digitale skærme og transitreklamer i hele USA og Canada og er kendt for at have et af landets største netværk af reklamedisplays. Selskabet er som den eneste af disse seks aktier ikke en del af S&P 500.
Kort om Allegion
Allegion er en global producent af sikkerheds- og adgangsløsninger, og ejer bl.a. Schlage, som producerer mekaniske og elektroniske låse til både boliger og erhverv. Selskabet er blandt de mindste på S&P 500, og udgør i skrivende stund ca. 0,02% af indeksets markedsværdi.
