Novo Nordisk oplever massiv opmærksomhed for tiden. Det gælder også fra analytikerne, der har travlt med at justere sine estimater og kursmål for aktien.
Billedet nedenunder illustrerer løftede og sænkede kursmål for aktien siden starten af 2024 – i hvert fald dem jeg har bemærket og skrevet ned på vores hjemmeside. Der er selvfølgelig flere opdaterede kursmål, som jeg bare ikke har bemærket.
Analytikere kan som os private ikke forudsige udviklingen. De reagerer på nyheder, og vil derfor ofte være på bagkant. Billedet viser flot, hvordan analytikerne frem mod toppen i sommeren 2024 fortsatte med at løfte deres kursmål og så yderligere potentiale i aktien. Efterfølgende er aktien faldet tilbage, og analytikerne har haft travlt med at nedjustere deres kursmål i slutningen af 2024 og starten af 2025.
Pointen er: Lad dig ikke skræmme af sænkede kursmål og overskrifter, ligesom du ikke skal lade dig rive med af løftede kursmål. Ingen ved, hvornår kursen vender, og analytikerne vil sandsynligvis først reagere, når stemningen allerede er vendt.
Du kan løbende følge udviklingen i opdaterede kursmål for Novo Nordisk her.