Den helt store begivenhed på aktiemarkedet i denne uge er morgendagens regnskab fra Nvidia, der kan påvirke hele markedet.
Nvidia er først og fremmest blandt verdens største virksomheder, hvorfor regnskabet alene af denne årsag har stor betydning. Regnskaber fra Nvidia har også tendens til at smitte af på andre større og mindre teknologiaktier, herunder bl.a. Microsoft, AMD og Alpabet. Det har af samme årsag stor betydning for alle os, der er investeret passivt i aktiemarkedet gennem globale indeksfonde, da disse aktier udgør en stor del af det globale aktiemarked.
Læs også: Tidlig pension: Hvornår ved man, at man er økonomisk fri?
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Hvad kan vi forvente?
På overfladen vil markedet selvfølgelig først og fremmest lægge mærke til omsætningen og indtjeningen i kvartalet. Det er dog vigtigt at huske, at selv hvis Nvidia formår at levere bedre end ventede resultater, er det ikke ensbetydende med, at det vil resultere i aktiestigninger. Nvidia har de seneste 9 kvartaler i streg formået at overgå markedets forventninger til både omsætningen og indtjeningen per aktie, men det har ikke altid resulteret i kursstigninger. Markedet har faktisk sendt aktien ned ovenpå de seneste tre regnskaber.
Det skyldes, at markedet også lægger vægt på bl.a. udtalelser om fremtidig vækst og andre forhold, der kan præge Nvidia og hele teknologisektoren. Lige nu er der f.eks. stort fokus på Kina, der forventes at være et fokusområde fra analytikerne ifm. den kommende kvartalsrapport. Dette skyldes toldkrigen mellem USA og Kina, hvor Nvidia bl.a. har advaret omkring, at selskabet forventer ekstra omkostninger for 5,5 mia. dollars på grund af toldkrigen mellem USA og Kina, ligesom Nvidia har peget på, at det kan accelerere Kinas udvikling af deres egne AI-chips.
Målt på de seneste 9 regnskaber, er det også tydeligt, at det er en begivenhed, der kan give store reaktioner i markedet. I marts 2023 sendte markedet aktien op med over 20% efter et regnskab, mens aktien blev sendt ned med over 8% i august 2024. Det er udsving, der kan mærkes på de store indeks som S&P 500.
Analytikerne forventer konkret, at Nvidia i morgendagens regnskab vil præsentere en omsætning på 43,12 mia. USD med en indtjening per aktie på 0,89 USD. Nvidia har til sammenligning selv udmeldt en forventning om at nå en omsætning på 43 mia. USD med mulighed for udsving på 2% i hver retning. Baseret på analytikernes forventninger svarer det til en omsætningsvækst på ca. 65% sammenlignet med samme kvartal sidste år, hvilket fortsat understreger den massive vækst hos Nvidia.
Forventningerne til indeværende kvartal bliver mindst lige så vigtige, og her forventer analytikerne, at Nvidia vil nå en omsætning på ca. 45,7 mia. USD. Lad os håbe på et godt regnskab fra Nvidia, der offentliggøres efter markedets lukning i morgen den 28. maj. Det vil sige efter klokken 22.00. Du kan finde regnskabet her, når det er offentliggjort.