Ét af de spørgsmål som jeg støder mest på, når jeg ruller ned af min facebookvæg, er spørgsmål til månedsopsparingen.
Månedsopsparingen er en super fordelagtig løsning til at investere, og mange spørgsmål går på: Hvordan fungerer den? Hvordan bør jeg eksponere mig? Har jeg foretaget et dumt valg af fonde? Af den årsag har jeg skrevet denne artikel, hvor jeg vil forsøge at give dig det bedst mulige indblik i, hvordan månedsopsparingen fungerer, samt hvilke muligheder du har for at eksponere dig mod de markeder, du ønsker.
Hvordan fungerer en månedsopsparing?
Siden 2013 har Nordnets kunder haft mulighed for at handle aktier gennem deres månedsopsparing – en funktion, som flere handelsplatforme sidenhen har taget til sig. En månedsopsparing er en købsfunktion (og altså ikke en depottype), som giver dig som investor mulighed for helt automatisk at investere i fonde for et fast beløb hver måned.
Købsfunktionen baserer sig på ’Dollar Cost Averaging’, hvor man netop dropper tanken om at time markedet, og i stedet blot handler for faste beløb på faste tidspunkter, eks. månedligt, kvartalsvis eller årligt. Historisk set har denne tilgang til investering givet et højere afkast end forsøget på at time markedet, samtidig med, at den er let og overskuelig, da det efter månedsopsparingen er sat op, ikke kræver nogen indsats fra dig som investor.
I praksis fungerer det nemlig sådan, at du opretter en fast månedlig overførsel fra din bankkonto til det investeringsdepot, som du ønsker investeringen skal foretages på. Herefter opretter man sin månedsopsparing på det aktiedepot, som pengene overføres til. I oprettelsen skal man vælge beløbsstørrelsen for investeringerne, hvilke fonde der skal investeres i samt deres procentuelle fordeling.
Ønsker du at vælge investeringsforeninger og ETF’er på egen hånd, kræver det ved Nordnet, at der investeres for 500 kroner pr. gang. Dette ændrer dog ikke på, at du sagtens kan indbetale færre penge månedligt. I dette tilfælde vil investeringen dog først gennemføres, når der er dækning på kontoen. Ønsker du derimod, at der investeres for mindre end 500 kroner på månedlig basis, er du hensat til Nordnets egne fonde. Det er desværre heller ikke muligt at oprette en månedsopsparing på sin aktiesparekonto.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvordan er min månedsopsparing?
I øjeblikket er min månedsopsparing fordelt på to fonde, nemlig Sparindex Globale aktier og Sparindex Emerging Markets med en fordeling på 80/20. Selvom emerging markets er inkluderet i Sparindex Globale Aktier, har jeg stadig valgt at eksponere mig yderlige gennem en separat fond, da jeg har en lang tidhorisont og tror på, at disse markeder vil gennemgå en ekstraordinær udvikling i min levetid. Overlapningen i min eksponering er altså helt bevidst.
Årsagen til at jeg ikke har valgt Danske Inv Global Indeks som global fond er, at denne fond ikke er eksponeret mod small-cap segmentet. Small-cap har endnu ikke den ønskede vægt i min portefølje, hvorfor jeg holder fast i Sparindex Globale Aktier indtil jeg har eksponeret mig yderligere mod dette, hvorefter jeg har planer om at skifte til Danske Inv Global Indeks og drage nytte af den lavere ÅOP.
Nu har jeg givet dig et indblik i, hvordan min månedsopsparing ser ud. I de kommende afsnit skal vi derfor se nærmere på, hvad der kan være den rigtige investering for dig, og hvilke tanker, som kan være gode at overveje, inden du opretter en månedsopsparing.
Hvilken eksponering ønsker du?
Når du skal vælge din eksponering, vil du opleve, at mulighederne er mange, og at du nemt kan miste overblikket. Det er på denne baggrund, at jeg har skrevet denne artikel, da jeg ønsker at hjælpe dig bedst muligt med at få oprettet den månedsopsparing, du ønsker.
Når du skal vælge din eksponering, er der nogle faktorer, som er vigtige at have for øje. Herunder er blandt andet overlapning, omkostninger og beskatning. De fleste nybegyndere starter med at tænke, hvilke lande eller sektorer som de ønsker eksponering imod, men glemmer også at tage højde for de to sidstnævnte, som i min optik er supervigtige at have styr på, da de har meget stor betydning for dit afkast i sidste ende.
Overlapning
Der findes i dag rigtig mange udbydere af investeringsprodukter, hvorfor der naturligvis også findes mange produkter med samme eller stort set samme eksponering. Fonde fra samme udbyder kan ligeledes overlappe hinanden i deres eksponering.
På den baggrund er det vigtigt, at du som investor undersøger hvilken eksponering du får i det givne produkt, så du kan vurdere, om det er nødvendigt at supplere med andre produkter, og i så fald hvilke der vil give mening. Du opnår nemlig ikke en større risikospredning ved at investere i to fonde, som begge følger samme indeks.
Omkostninger på månedsopsparingen
Den største forskel fra enkeltaktier til fonde er, at du betaler en årlig omkostning, også kaldet ÅOP, når du ejer investeringsfonde. Denne årlige omkostning udgør en procentdel af det investerede beløb, som du betaler til fondsudstederen på årlig basis. Med andre ord slipper du altså ikke for at betale denne omkostning, uanset om du har gevinst eller ej, hvorfor det naturligvis er fordelagtigt at denne omkostning er så lav som muligt.
Hvis du eksempelvis har investeret 10.000 kroner i en fond med en ÅOP på 1%, vil du betale 100 kroner årligt til fondsudstederen. Denne omkostning vil afspejle sig i kursudviklingen. Stiger værdien af din investering, vil beløbet naturligvis blive tilsvarende højere.
Beskatning
Beskatning er en stor del af det at være investor, hvilket heller ikke er nogen undtagelse, når vi snakker investering i fonde gennem månedsopsparingen. Ved investering i fonde er det ifølge mig vigtigst at have styr på, om dine produkter beskattes efter realisationsprincippet eller lagerprincippet, samt om de beskattes som aktieindkomst eller kapitalindkomst.
Kort fortalt, så beskattes danske udbyttebetalende fonde som aktieindkomst efter realisationsprincippet, mens danske akkumulerende fonde og ETF’er beskattes efter lagerprincippet. Hvis disse samtidig kan findes på SKAT’s positivliste, beskattes de som aktieindkomst, og kapitalindkomst, hvis ikke de findes på listen.
Ved realisationsbeskattede værdipapir bliver du først skattepligtig den dag du realiserer din (eventuelle) kursgevinst, samtidig med at du betaler udbytteskat løbende af dividenderne. Dette giver mulighed for at udsætte mest mulig skattebetaling til fremtiden, for på den måde at maksimere effekten af renters-rente. Ved lagerbeskattede værdipapirer skal du derimod betale skat af dit (eventuelle) afkast årligt, uanset om du har solgt eller beholdt. Dette gør, at alle år hvor du har gevinst, er forpligtet til enten at sælge ud eller have kontanter på sidelinjen til at betale din afkastskat, hvilket naturligvis har negativ betydning for renters-rente effekten.
Der er også forskel på hvilke papirer du bør investere i, afhængigt af din alder og anvendelse af personfradrag. Er du over 18 år gammel, bør du i min optik investere i værdipapirer, der beskattes som aktieindkomst, da du her kan drage nytte af aktieindkomstskattesatsen som er på 27% eller 42% bestemt ud fra, hvor dit afkast lægger i forhold til progressionsgrænsen på 61.000 kroner (2024). Denne skattesats er altså lavere end kapitalskatten, som er på 37%-42% afhængigt af ens indkomst.
Er du derimod under 18 år gammel samtidig med, at du ikke har brugt dit frikort på 49.700 kroner om året (2024), bør du i min optik investere i kapitalindkomstbeskattede produkter. Dette skyldes, at dit eventuelle afkast på disse produkter vil kunne trækkes på dit frikort, hvorfor du i realiteten ikke vil komme til at betale skat af afkastet.
Læs mere om ovenstående skatteregler her.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Et udsnit af dine mange muligheder
Nedenfor her vil du flere oversigter. De første indeholder forskellige fonde og ETF’er fordelt ud på forskellige geografiske eksponeringer, der alle beskattes som aktieindkomst. De sidste er efter samme princip, blot med produkter, der beskattes som kapitalindkomst. Du vil her opleve, at udvalget er mindre.
Det er vigtigt at tage højde for, at dette blot er et udvalg af de forskellige muligheder. Jeg har forsøgt at ramme så bredt som muligt, hvorfor der ikke er garanti for, at nedenstående er de rigtige løsninger for dig. Husk også, at der kan ske ændringer i de forskellige værdipapirer. Lav derfor altid din egen research inden du foretager dine investeringer.
Det er ikke alle de nævnte værdipapirer, som kan købes gennem en månedsopsparing. Disse er dog stadig inddraget, da jeg ofte oplever unge have et ønske om selv at investere en sum penge, eller forældre som vil investere på vegne af deres børn. I begge tilfælde kan fondene være interessante, hvorfor de er inddraget i tabellerne.
Oversigt over fonde og ETF’er, der beskattes som aktieindkomst
Global eksponering Beskattes som aktieindkomst |
|||
---|---|---|---|
Lidt om markedet: Ved at investere ind i aktiefonde, som følger globale indeks, opnår du den største risikospredning muligt. Dette skyldes, at du får eksponering mod mange forskellige sektorer på tværs af verdens investerbare geografier. I globale aktiefonde udgør USA typisk 60-70% af markedsværdien, hvilket skyldes, at USA er verdens største økonomi, samt at det er her, hvor de store teknologivirksomheder er børsnoteret. Derudover får man også eksponering mod Europa, Japan og Emerging Markets. | |||
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Sparindex INDEKS Globale Aktier | Realisationsbeskattet | 0,5% | DK0060747822 |
Danske Inv Global indeks, kl DKK | Realisationsbeskattet | 0,4% | DK0010263052 |
Sparindex INDEKS DJSI World | Realisationsbeskattet | 0,5% | DK0010297464 |
iShares MSCI ACWI UCITS ETF USD (acc) | Lagerbeskattet | 0,2% | IE00B6R52259 |
iShares Core MSCI World UCITS ETF USD (acc) | Lagerbeskattet | 0,2% | IE00B4L5Y983 |
Storebrand Indeks – Alle Markeder A5 (fås ikke på månedsopsparingen, men kan købes på almindeligt aktiedepot) | Realisationsbeskattet | 0,31% | NO0010841588 |
Amerikansk eksponering Beskattes som aktieindkomst |
|||
---|---|---|---|
Lidt om markedet: USA er verdens største aktiemarked, hvorfor det naturligvis er fordelagtigt at have eksponering mod dette. Mulighederne inden for dette marked er store, da der findes mange forskellige værdipapirer, som dækker hver sine dele af markedet. Den eksponering, som er mest repræsentativ for det amerikanske aktiemarked, vil dog være S&P500-indekset. | |||
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Sparindex INDEX USA Growth | Realisationsbeskattet | 0,5% | DK0010298272 |
Sparindex INDEX USA Value | Realisationsbeskattet | 0,5% | DK0010298439 |
iShares Core S&P500 UCITS ETF USD (acc) | Lagerbeskattet | 0,07% | IE00B5BMR087 |
Xtrackers Russell 2000 UCITS ETF 1C (fås ikke på Nordnets månedsopsparing, men kan med fordel købes på ASK) | Lagerbeskattet | 0,34% | IE00BJZ2DD79 |
Europæisk eksponering Beskattes som aktieindkomst |
|||
---|---|---|---|
Lidt om markedet: Europæiske aktier udgør ca. 15% af verdens samlede aktiemarked, hvilket er en betydelig andel. Derudover udgøres indekset af mange forskellige typer af virksomheder, fordelt ud over forskellige europæiske lande. Den største europæiske virksomhed er på nuværende vores hjemhørende Novo Nordisk. Der findes flere forskellige måder at eksponere sig på indenfor Europa, i forhold til om man ønsker at eksponere sig indenfor vækstaktier, valueaktier eller det brede marked. |
|||
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Sparindex INDEX Europa Growth | Realisationsbeskattet | 0,4% | DK0010297548 |
Sparindex INDEX Europa Value | Realisationsbeskattet | 0,4% | DK0010297704 |
Sparindex INDEX Bæredygtige Europa KL | Realisationsbeskattet | 0,4% | DK0060748044 |
Danske Inv Europa Indeks, klasse DKK (hvis du er kunde hos Danske Bank) | Realisationsbeskattet | 0,35% | DK0010266311 |
Lyxor Core STOXX Europe 600 (DR) - UCITS ETF Acc | Lagerbeskattet | 0,07% | LU0908500753 |
Dansk eksponering Beskattes som aktieindkomst |
|||
---|---|---|---|
Lidt om markedet: Det danske marked er det som de fleste af os kender bedst. Vi har god adgang til informationer om virksomhederne, samtidig med at vi bliver mødt af en kontinuerlig nyhedsstrøm fra samme. Af den årsag er der også mange af os danskere, som har tendens til at eksponere sig meget kraftigt mod dette marked. Dette kan dog spredningsmæssigt være en fælde, da Danmark kun udgør under 1% af verdens samlede aktiemarked. Det kan dog sagtens give god mening at eksponere sig mod et marked man kender godt. Derudover er mange af de store danske aktier er sunde og internationale virksomheder. |
|||
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Sparindex INDEX OMX C25 KL | Realisationsbeskattet | 0,3% | DK0060442556 |
Danske Inv Danmark Indeks kl DKK | Realisationsbeskattet | 0,28% | DK0010266238 |
XACT OMXC25 ESG (fås ikke på Nordnets månedsopsparing, men kan med fordel købes på ASK) | Lagerbeskattet | 0,2% | SE0011452127 |
Emerging Markets eksponering Beskattes som aktieindkomst |
|||
---|---|---|---|
Lidt om markedet: Emerging Markets, også kaldet nye markeder, er en betegnelse for de udviklingslande, hvis økonomiske vækstpotentiale er større end det vi ser i de udviklede regioner som eksempelvis USA, Vesteuropa og Japan. Samlet set udgør de i underkanten af 10% af det globale aktiemarked. Emerging Markets er kendetegnet ved, at landene typisk er mere ustabile eller på anden måde usikre, hvorfor risikoen er højere. Nogle af de lande, som hører med i Emerging Markets er Kina, Taiwan, Brasilien, Indien samt andre lande i Asien, Latinamerika, Afrika og Østeuropa. | |||
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Sparindex INDEX Emerging Markets | Realisationsbeskattet | 0,5% | DK0060300762 |
iShares Core MSCI EM IMI UCITS ETF USD (acc) | Lagerbeskattet | 0,18% | IE00BKM4GZ66 |
Oversigt over fonde og ETF’er, der beskattes som kapitalindkomst
Global eksponering Beskattes som kapitalindkomst |
|||
---|---|---|---|
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Nordnet Indeksfond Global ESG | Lagerbeskattet | 0,3% | IE00BMTD2K75 |
Vanguard FTSE All-World UCITS ETF - (USD) Acc (fås ikke på Nordnets månedsopsparing, men kan med fordel købes på ASK) | Lagerbeskattet | 0,22% | IE00BK5BQT80 |
Amerikansk eksponering Beskattes som kapitalindkomst |
|||
---|---|---|---|
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Nordnet Indeksfond USA ESG | Lagerbeskattet | 0,3% | IE00BMTD2Y12 |
Lyxor S&P500 UCITS ETF – Dist (USD) (fås ikke på Nordnets månedsopsparing, men kan med fordel købes på ASK) | Lagerbeskattet | 0,07% | LU0496786657 |
Europæisk eksponering Beskattes som kapitalindkomst |
|||
---|---|---|---|
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Nordnet Indeksfond Europa ESG | Lagerbeskattet | 0,3% | IE00BMTD2P21 |
Andre fonde i denne kategori var for dyre i omkostninger til at komme på listen. |
Dansk eksponering Beskattes som kapitalindkomst |
|||
---|---|---|---|
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Nordnet Indeksfond Danmark ESG A | Lagerbeskattet | 0,2% | SE0005993078 |
Andre fonde i denne kategori var for dyre i omkostninger til at komme på listen. |
Emerging Markets eksponering Beskattes som kapitalindkomst |
|||
---|---|---|---|
Fond / ETF | Beskatning | ÅOP | ISIN-kode |
Nordnet Indeksfond Nye Markeder ESG | Lagerbeskattet | 0,4% | IE00BMTD2T68 |
Hvordan bør din månedsopsparing se ud?
Det er vigtigt at pointere, at der ikke er et facit for hvordan en månedsopsparing bør se ud. Vi har alle sammen forskellige strategier og investerer derfor forskelligt med individuelle formål. Der er derfor ikke noget rigtigt eller forkert. Når du skal vælge din eksponering, skal du altså gøre op med dig selv, om du finder dig tilpas med en simpel global eksponering, eller om du hellere selv vil vægte de forskellige geografier, så det passer til dig og din strategi.
Vigtigst af alt er, at man får sat sine investeringer på autopilot ved at handle kurtagefrit hver måned, samtidig med at man vælger nogle produkter, der giver omkostnings- og skattemæssigt mening for dig som investor.