Konfirmationerne nærmer sig, og det betyder, at det kan være et oplagt tidspunkt at komme i gang med at investere for mange unge danskere.
Konfirmationen er en stor dag for mange familier, men også dyr. Festen koster mange penge, og det er ikke småpenge den gennemsnitlige konfirmand får i gave. En undersøgelse udført af YouGov for Nordea i marts 2024 viser, at gaven til konfirmanden fra forældrene i gennemsnit ligger på ca. 7.300 kroner. Derudover bruger bedsteforældre i gennemsnit 3.690 kroner, anden familie 970 kroner og venner 730 kroner.
Det betyder med andre ord, at en gennemsnitlig konfirmand, der får pengegave fra sine forældre, begge par af bedsteforældre, en moster, en faster og fem vennepar vil få i omegnen af 20.000 kroner i gave. Det kan altså hurtigt blive til mange penge, og det kan derfor være et oplagt tidspunkt i starte investeringseventyret. Derfor skal vi her se lidt nærmere på, hvordan du kan komme i gang, hvis du selv skal konfirmeres, eller hvis du er familie og gerne vil hjælpe konfirmanden i gang med at investere.
Læs også: GTA 6 er på trapperne: Er Take-Two en interessant aktie inden udgivelsen?
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Køb aktier efter din konfirmation
Der er flere metoder til at komme i gang med at investere, når man er under 18 år. Du kan sandsynligvis benytte din egen bank, men for mange vil den bedste løsning være et depot for mindreårige hos Nordnet. Det har jeg tidligere skrevet en artikel omkring med en tilhørende video, hvor jeg gennemgår denne proces.
Kort fortalt kan du med hjælp fra dine forældre eller værge komme i gang hos Nordnet. Når man har mindreårig-konto på Nordnet, har man nemlig ikke selv fuldmagten over kontoen; det skal være en af dine forældre eller værge. I praksis betyder det, at personen med fuldmagten foretager handlerne. Når du fylder 18 år, vil fuldmagten blive din, og du kan handle selvstændigt, hvilket burde ske automatisk.
Det kan virke som en lidt bøvlet proces at oprette sig, men når det først er gjort, har Nordnet en brugervenlig investeringsplatform, der gør det let at komme i gang. Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange mindreårige – herunder konfirmander – ikke udnytter sit personfradrag, hvorfor det kan være ideelt at undersøge aktiver, der beskattes som kapitalindkomst. Det giver nemlig konfirmanden mulighed for at opnå et skattefrit afkast, så længe personfradraget ikke udnyttes.
Hjælp konfirmanden i gang med at investere
Hvis du gerne vil give konfirmanden en hjælpende hånd med at komme i gang med at investere, kan du gøre dette med en gave. Du kan nemlig købe et gavekort til Nordnet, hvis du med hjælp fra forældrene eller værgen sørger for at oprette et depot i barnets navn. Er konfirmanden allerede oprettet hos Nordnet, behøves man ikke at åbne et nyt aktiedepot. Du kan læse meget mere om muligheden for at give et gavekort til Nordnet her.
Konfirmationsalderen er et godt tidspunkt at begynde at danne de gode vaner omkring penge, og at hjælpe konfirmanden i gang med at investere kan være en oplagt måde at sætte fokus på opsparing og investering tidligt i livet.
Tænk langsigtet og lad pengene vokse
Det er vigtigt at sætte fokus på, at investering ikke er en hurtig vej til rigdom. Det er en mulighed for at få sine penge til at vokse langsigtet, og her har man som ung de bedste forudsætninger.
Lad os antage, at en konfirmand får 20.000 kroner i gave i forbindelse med sin konfirmation. Konfirmanden vælger at investere 10.000 kroner. Efter 30 år – når konfirmanden er omkring 44 år gammel, kan disse penge være vokset til mere end 132.000 kroner før skat med et årligt afkast på 9%. Du kan lege lidt med vores renters rente beregner og se hvor meget pengene kan vokse. Hvis konfirmanden efterfølgende kan investere yderligere 100 kroner om måneden fra lommepenge eller et fritidsarbejde, kan personen stå med over 310.000 kroner efter 30 år.
Konfirmander har derfor super gode forudsætninger, hvis de vælger at begynde investeringseventyret i denne alder. Det skyldes kort sagt, at renters rente effekten virkelig kan få indflydelse på investeringen grundet konfirmandens unge alder, mens de fleste får en solid kapitalindsprøjtning i anledning af konfirmationen. Derudover er der som nævnt tidligere mulighed for skattefrit afkast, så længe personfradraget ikke udnyttes.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Min konfirmation i 2016
Mit investeringseventyr startede i foråret 2015, hvorfor jeg allerede havde købt mine første aktier, da jeg blev konfirmeret. Dog valgte jeg ligeledes at investere nogle af de penge, som jeg fik i konfirmationsgave. Konkret investerede jeg 4.000 kroner, mens de resterende penge jeg modtog, blev placeret på en opsparingskonto.
Pengene blev investeret i en aktie, som ikke længere er at finde på børsen, efter selskabet blev afnoteret. Det var virksomheden IC Group, som bl.a. ejer Tiger of Sweden og By Malene Birger. Jeg husker stadig i dag, da vi havde Blå mandag og skulle forbi Herning Centeret, at jeg syntes, at det var en god fornemmelse at gå forbi butikker med det tøj, som jeg snart kunne kalde mig medarbejder af. Jeg tror, at det var en medvirkende faktor til, at jeg netop valgte at investere i IC Group.
Hvis jeg skulle investere mine konfirmationspenge i dag, ville jeg dog have en anden tilgang. Jeg ville først og fremmest investere gennem et depot for mindreårige på Nordnet, hvor jeg ville opsøge aktiver, der beskattes som kapitalindkomst. Derigennem kunne jeg have opnået et skattefrit afkast på mine investeringer i de første år. Det vigtigste er dog at komme i gang, og jeg håber, at denne artikel måske har hjulpet dig lidt på vej, hvis du selv er konfirmand, og overvejer at investere nogle af dine konfirmationspenge, eller kender en, der skal konfirmeres, og gerne vil hjælpe personen på vej ind i investeringseventyret.
