Mit Tesla Price target til 2025: 1300$📈
Tesla har indtil videre haft et 2023, der mildt sagt ikke har gået stille for sig. Som nogen af jer måske husker, så udgav jeg her på gruppen mit price target for Tesla til 2025 for snart 2 år siden (i december 2021).
Jeg vil i dag give en opdatering på mit 2025 price target. Så lad mig afsløre med det samme: Mit price target er uforandret, og jeg forventer fortsat, at Tesla vil ramme omkring et niveau på 1300$ engang i 2025 (eller 26).
Mine price targets for Tesla 2025:
Bear: 800$
Base: 1300$
Bull: 1450$
I dag ligger Tesla i en kurs på 252$. For at 1300$ bliver en realitet, så skal Tesla gennemgå en 450% stigning indenfor 2,5 år.
Det lyder måske umuligt, og det er værd at understrege, at jeg står meget alene med denne projektion: analytiker-konsensus ligger radikalt under disse targets. Men jeg vil også understrege, at jeg ser en stor sandsylighed for at mit price target realiseres.
Det er blevet et langt skriv. Håber du finder det interessant!
Min egen position i Tesla
Jeg ejer 1950 aktier i selskabet til en værdi af ca 3,3 mio. kr.
Hvis mit price target går i opfyldelse, så vil mine aktier i Tesla være over 17 mio. kr. værd. Jeg går ikke grædende i seng, hvis dette scenarie ikke går i opfyldelse, men jeg betragter det som sagt som meget sandsynligt.
Tesla er den næste Apple
For at få et retvisende billede af Teslas fremtidige potentiale, er man nødt til at begynde at kategorisere selskabet sammen med Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon. Og dermed ikke i samme kategori som VW, Toyota, Ford etc.
Fælles for Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon er, at de alle er det, som jeg kalder “platforms-firmaer”: de ejer hver en spilleplade som andre aktører er nødt til at spille på: Apple sidder på et enormt økosystem gennem iPhone (og derved fx app-storen), Microsoft licenserer Windows ud, Alphabet ejer Google og licensere Android, Amazon ejer verdens største handelsplatform og licenserer serverplads med AWS og Meta ejer Facebook.
Det er altid fint at investere i de selskaber, der har en stærk brik på spillepladen. Men den bedste investering findes ved at investere i det firma, der EJER spillepladen.
Tesla er også begyndt at udvikle sig til et platformsselskab. Dette sker på flere fronter:
Bl.a. har flere bilfabrikanter (Herunder GM, Ford, Rivian, Nissan mm.) udmeldt, at de fremover vil implementere Teslas lader-standard, og derfor får de adgang til hele Teslas ladernetværk. Det svarer altså til, hvis én bilfabrikant i dag sad på en stor del af alle tankstationer.
Tesla har et forspring på flere teknologier. Og derfor ser jeg en meget reel mulighed for, at Tesla over de kommende år, kan “eje spillepladen” på flere områder:
-Licensering af Teslas batteri-teknologi.
-App store i Teslas biler (ligesom Apples app store).
-Licensering af Teslas selvkørende AI og bil-styresystem til konkurrenter. (Ligesom Microsoft gør med Windows og Google med Android).
-Licensering af Teslas AI-supercomputer (Ligesom Nvidia gør).
Især de 2 sidstenævnte punkter forventer jeg, kan bliver meget store indtjeningskilder. Dem vender vi tilbage til i næste afsnit.
Jeg kalder Tesla den næste Apple, fordi Tesla begynder at få mulighed for at skabe indtjeningskilder der ligner Apples, Microsoft, Alphabets etc. Jeg forventer, at Tesla over de kommende år vil nærme sig og matche Apples og Microsofts nøgletal på omsætning, overskud og margin (og senere også overgå dem, men lad os dykke ned i det i en fremtidig analyse). Når vi kigger på Teslas væksttal, så er det denne retning, som alle tal peger mod.
Tesla er et af verdens førende AI selskaber
Mange investorer er måske ikke bekendt med det, men Tesla er lige nu blandt verdens førende selskaber AI-industrien. Fra et ingeniørmæssigt perspektiv har Tesla nemlig et stort forspring indenfor selvkørende AI.
Kort fortalt så bygger Teslas selvkørende AI på den samme teknologi som ChatGPT gør: neurale netværk. Neurale netværk trænes på en masse data, og fx er ChatGPT kun så dygtig, fordi den er trænet på store mængder tekstdata fra bøger, avisartikler, sociale medier etc.
På samme måde kræver selvkørende AI teknologi at systemet bag trænes på en masse video-data fra den virkelig verden således, at bilen forstår trafikken omkring sig og kan agere derefter.
Tesla ligger langt i front til at knække koden til selvkørende teknologi. Dette skyldes bl.a. deres forspring på datamængden. Tesla har indsamlet 100 gange mere real-world video data end selv de nærmeste konkurrenter (Waymo og Cruise).
Jeg vurderer, at Tesla knækker koden til fuld selvkørende AI teknologi indenfor 2 år. Det vil i så fald medføre store nye indtægtskilder: højere marginer for deres biler (det koster ca 100.000 kr. at tilkøbe. Og det er blot en software-opdatering), Robotaxi service (en førerløs Uber service, så man kan lade sin Tesla agerer taxichauffør). Som nævnt ser jeg også en stor sandsynlighed for, at Tesla vil begynde at licensere deres teknologi ud, og så får de pludselig en forretningsmodel som Microsoft har med Windows og Google har med Android.
Faktisk har Elon Musk allerede afsløret, at Tesla er i indledende forhandlinger med en større konkurrent om netop sådan en licenserings-aftale.
(Hvis du vil høre en dybere forklaring på, hvorfor Tesla er blandt de førende AI-selskaber, så kan du høre min podcast AI Revolutionen, som jeg laver sammen med min makker Mikkel Rosenvold (kendt fra bl.a. Milliardærklubben). Link til afsnit hvor vi snakker om Teslas AI teknologi.
Et par tanker om Elon Musk
En analyse af Tesla er unægteligt også en analyse af Elon Musks person.
Er Elon Musk en kontroversiel person? Ja, Meget!
Får Elons tweets mig til at krumme tæer? Ja, det er hændt at de er kravlet helt om i nakken!
Ville jeg ønske, han kunne holde sin mund noget oftere? Ja!
Er Elon Musk det største forretningsgeni, som vi kommer til at opleve i vores levetid? Højst sandsynligt.
Jeg forstår udemærket at man kan have et negativt syn på Musk. Men vi er investorer, og derfor er vi nødt til at lægge vores følelser til side og kigge på de kolde facts: hans resultater og track record.
Vi har her at gøre med en mand, som egenhændigt har formået at revolutionere de to ubestridt mest benhårde industrier (Bil- og rumindustrien). Dét er det essentielle at holde fast i – ikke nogle idiotiske tweets i ny og næ.
Stærke fundamentaler
Teslas regnskabstal og væksttal står meget solidt. Over de seneste 3 regnskabsår har Tesla vækstet med over 50% på både antal leverede biler, toplinjen, bundlinjen og EPS.
Tesla har lige nu en P/E på 68, hvilket står i stor kontrast til bilbranchens gennemsnit på 8. Tesla vækster dog over hele linjen på næsten alle metrikker, hvorimod at VW, Toyota, Ford etc. har haft en stagnerende og endda faldende vækst over de seneste år. Derfor er en højere “kilopris” (P/E) mere retfærdigjort for Tesla.
Tesla lagde året ud med store prisfald på deres modeller. Trods disse store prisfald, så har Tesla fortsat en af branchens bedst marginer. I Q2 lød Teslas TTM operating margin på 13% mod branchegennemsnittet på 8%. Mange konkurrenter har dog fortsat negative marginer på deres elbiler, og derfor presser Teslas prisfald altså konkurrenternes i forvejen meget pressede marginer.
På flere markeder – heriblandt i Danmark, har Teslas Model Y indtil nu i 2023 været den mest solgte bil på tværs af både benzin og el (I Danmark har Tesla Model Y solgt 3 gange mere end nr. 2 på listen). Man bør samtidig huske, at dette er sket uden at Tesla har brugt penge på markedsføring.
Jeg forventer, at Tesla vil fortsætte sin eksponentielle vækstkurve over de kommende år i takt med, at de sælger flere og flere biler og i takt med at flere nye indtjeningskilder åbnes parallelt med at Tesla udvikler sig til et “platform-selskab” på linje med Apple, Microsoft og Alphabet.
Det er essensen af, hvor jeg forventer, at Teslas aktiekurs har en så stor mangedobling i vente.
Læs hele min dybdegående analyse af Tesla her:
Tak fordi du læste med!
Disclaimer: Dette er min analyse, og det er ikke en købsanbefaling af Tesla. Man skal altid lave sine egne analyser før man investerer i værdipapirer.