Frederik Veile fra Holstebro købte sine første aktier, da han var blot 14 år gammel. På trods af sin unge alder har formuen allerede rundet et sekscifret beløb.
Frederik Veile købte sine første aktier efter sin konfirmation, hvor han investerede 2.000 kroner. De første aktier i porteføljen var Novo Nordisk, Apple og Microsoft, som senere blev solgt, da den kortsigtede gevinst var tiltrækkende. Frederik har senere fået mere interesse for investering, og fået øjnene op for langsigtet investering, hvorfor tilgangen til investering har udviklet sig siden den første investering.
Til daglig arbejder Frederik i en dagligvarebutik, mens han efter sommer skal starte på HHX. Det seneste år har været et sabbatår, der har givet ham mulighed for at spare op og dermed investere flere penge. Da jeg første gang var i kontakt med Frederik, beskrev han et mål om at runde en formue på 100.000 kroner, inden han fylder 17 år til august, men allerede tilbage i maj måned blev denne målsætning en realitet som følge af et stærkt aktiemarked.
Læs også: Malthe 17-årige Malthe investerede efter sin konfirmation: Formuen er nu vokset markant.
Formuen har rundet 100.000 kroner
Frederiks portefølje består i dag af seks enkeltaktier, nemlig Novo Nordisk, NVIDIA, Walmart, NKT, Microsoft og Meta samt en ETF, iShares MSCI World. Novo Nordisk er den klart største position efter aktiens massive kursstigninger, mens NVIDIA også har bidraget særdeles positivt til den hastige udvikling i Frederiks formue.
Porteføljen har en meget begrænset eksponering mod indeksfonde, der i dag udgør mindre end 15%, hvilket er et bevidst valg. Frederik investerer ifølge eget udsagn med meget store risici, hvilket han ser som en fordel qua sin alder og lange tidshorisont. På sigt forventer han, at han kan få et bedre afkast relativt til markedsafkastet ved primært selv at udvælge aktier. Det er på trods af, at selv de færreste professionelle investorer kontinuerligt kan slå markedsafkastet, hvorfor Frederik også har forståelse for, at andre ønsker at investere på en anden måde med en mere diversificeret tilgang.
Langt størstedelen af Frederiks formue er placeret på aktiemarkedet. Normalvis har han kun omkring 1.000 kroner på sin bankkonto og ingen kontant opsparing, hvis altså man ikke inkluderer en børneopsparing på ca. 15.000 kroner, som ikke tælles med i formuen, da den ikke er udbetalt endnu. Frederiks formue på over 100.000 kroner er altså alene skabt gennem arbejde og investering fra tidlig alder.
Rent praktisk investerer Frederik lidt på samme måde, som jeg selv gjorde indtil jeg fyldte 18 år. Frederik investerer gennem sine forældre, som har oprettet et depot hos Saxo Bank, der har lavere kurtage end Nordnet, hvilket giver ham mulighed for at spare penge. Alligevel foretrækker han at spare flere penge op ad gangen, og investerer derfor kun nogle få gange om året og ikke hver måned.
Drømmen om økonomisk uafhængighed
Frederik Veile har defineret en målsætning om at have en formue på 300.000 kroner som 20-årig og senere 1.000.000 kroner som 25-årig. Den første målsætning om at runde en formue på 100.000 kroner som 17-årig er allerede en realitet, hvorfor Frederik også føler sig optimistisk for sine mål, selvom det fortsat er langt ude i fremtiden og fortsat har lange udsigter.
Drømmen er at arbejde med aktier og investering, da det er et område, der virkelig har fanget hans interesse. Derfor er planen i dag at blive investeringsrådgiver. Frederik er dog fortsat ung, og fremtidsplanerne kan nå at ændre sig mange gange. Drømmen om økonomisk uafhængighed forventer Frederik dog ikke vil ændre sig.
Det er vigtigt for Frederik, at han ikke skal arbejde hele sit liv, hvilket er en af de primære årsager til, at han investerer som 16-årig. Derfor sigter han efter økonomisk uafhængighed, der på et tidspunkt kan resultere i en tidlig pension, hvor han kan prioritere sin tid og kræfter på det, han gerne vil. Der er ikke angivet et mål for, hvornår økonomisk uafhængighed skal være en realitet, men det er også altid en personlig vurdering, hvornår man er økonomisk fri, da vi f.eks. har forskellige livsstilskrav og forbrugsmønstre.
Frederiks portefølje består i dag primært af aktier i vækstsegmentet, men i fremtiden er planen at se mere mod udbytteaktier, der kan generere et løbende passivt afkast.
Råd til andre unge investorer
På trods af sin unge alder har Frederik allerede flere år på bagen som investor, og har dermed gjort sine første fejl. Derfor han har også et godt råd med på vejen, hvis du sidder som ny og ung investor, eller ønsker at komme i gang.
Hvis Frederik skal give et godt råd til andre unge investorer, er det at undgå at sælge i panik og holde sig til sin strategi – eller overvej din strategi, hvis ikke du har defineret denne endnu. I starten købte og solgte Frederik aktier med meget kort tidshorisont, hvilket både minimerede afkastet og kostede i gebyrer.
Det er generelt en god idé at overveje sin investeringsstrategi. Et helt centralt spørgsmål som risiko kan hjælpe dig med at afgrænse investeringsmarkedet, og dermed gøre rejsen meget mere overskuelig fra start. Hvis du modsat Frederik gerne vil investere med lavere risiko, kan du helt udelukke enkeltaktier og aktivt forvaltede fonde og alene kigge mod passive indeksfonde fra f.eks. Sparindex eller iShares. Er du omvendt mere risikovillig, og gerne vil have et højere afkast, men dermed også større sandsynlighed for tab, kan du begynde selv at udvælge aktier eller investere i en aktivt forvaltet fond, der dog som udgangspunkt er relativt dyre i omkostninger.