Når du investerer i aktier, er det meget rart at have en app, som kan benyttes på den ene eller anden måde.
En app som jeg er blevet mere og mere glad for gennem tiden, er investing.com. Jeg har tidligere beskrevet, hvorfor jeg er glad for deres værktøj til at tracke ens portefølje, men appen kan meget mere end det.
Investing.com er dog ikke kun en app, de har også en hjemmeside. Dermed kan man både benytte investing.com gennem computeren og connecte med appen. Jeg kan dermed logge ind på min computer, og benytte samme konto på appen i min telefon. Lidt ligesom du både kan tilgå din Nordnet-konto gennem computer og app. Bemærk at investing.com dog ikke er en handelsplatform.
Nyheder og regnskaber
En af de funktioner, som jeg er gladest for ved investing.com, er deres nyhedsdækning på regnskaber. Ved mange af regnskaberne fra de store selskaber, kan man finde markedets forventninger til regnskabet, og når regnskabet offentliggøres, vil der kort efter komme en notifikation omkring hvorvidt selskabets indtjening var højere eller lavere end markedets forventning. For kort tid siden leverede Tesla eksempelvis regnskab for Q1 2022, hvor jeg fik nedenstående notifikation.
Her fremgår det, at Tesla nåede en EPS på 3,22 USD mod en forventning om 2,24 USD. Dermed får man hurtigt en indikation om hvorvidt regnskabet var godt eller ej, selvom der selvfølgelig er mange flere faktorer der spiller ind i et regnskab.
Udover regnskabsinformation og notifikationer, skriver investing.com også mange gode artikler. Inden en ny aktieuge starter på den amerikanske børs, har investing.com hver uge en opsamling over relevante ting at være opmærksomme på i den kommende uge. Det kan være alt fra mikro- til makroøkonomiske begivenheder, og giver en et hurtigt overblik over nogle af de begivenheder, som kan komme til at være udslagsgivne for ugens udvikling.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos NORD, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Stor kalender
Der findes en række såkaldte “tools” på investing.com. Mange af dem bruger jeg ikke, og har derfor ikke et kendskab til dem alle.
Et af de tools, som jeg ofte bruger, er deres kalender. Investing.com har nok en af de mest komplette kalendere inden for aktier. Man kan finde følgende kalendere på investing.com:
- Økonomi-kalender
- Ferie-kalender (for aktiemarkedet)
- Regnskabs-kalender
- Udbytte-kalender
- Aktiesplit-kalender
- IPO-kalender
De benytter højst sandsynligt nogle eksterne databaser til at styre deres kalendere, men hvis noget af det laves manuelt, må det kræve et enormt stykke arbejde. Vi driver selv en regnskabskalender for den danske minibørs, som vi laver manuelt, og alene det lille segment tager lang tid at opsætte. Derfor synes jeg, at dette kalender-værktøj er super godt, og jeg bruger det især i sammenhæng med helligdage, for at få overblik over hvornår og hvor markederne holder lukket.
Porteføljeværktøj
Hvis du ligesom mig investerer gennem flere handelsplatforme, kan det være rart at have samlet ens portefølje et sted. Her har investing.com en god funktion, hvor du samtidig har livekurser på en række markeder, hvilket ikke er gratis på Saxo og Nordnet.
Som tidligere nævnt kan man modtage notifikationer fra investing.com, hvilket igen bliver relevant med deres porteføljeværktøj. Personligt modtager jeg eksempelvis en notifikation hver gang en af mine aktier stiger eller falder >5%. Når det danske marked åbner klokken 9, modtager jeg dermed ofte notifikationer på dette tidspunkt, hvis en af mine aktier oplever en større stigning/fald fra morgenstunden. Det unikke her er, at jeg allerede ved det så snart markedet åbner, og ikke behøver at vente til min handelsplatform eller Børsen opdaterer deres aktiekurser. Med det sagt tjekker jeg ikke aktiekurser hver dag, men vil gerne se, hvis der sker et større sving i kursen, og potentielt undersøge årsagen hertil.
Hvilken app til aktier elsker du at bruge? Del endelig dine erfaringer i vores Facebookfællesskab.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos NORD, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Disclaimer: Artiklen indeholder affiliate-links.
Seneste artikler
Du kan læse vores seneste artikler her.