Nordnet har netop gjort det muligt at oprette en aktiesparekonto for mindreårige, men er det en god mulighed for dig?
Aktiesparekontoen er vokset i popularitet de seneste år. Det har dog været svært for unge under 18 at komme i gang med en aktiesparekonto, da det alene har været muligt gennem de traditionelle banker og altså ikke de digitale handelsplatforme som Nordnet og Saxo Bank. Nu har Nordnet dog introduceret aktiesparekontoen for mindreårige, og derfor skal vi nu se nærmere på, om det kan være en god idé for dig eller dit barn/barnebarn.
Personligt købte jeg mine første aktier, da jeg var 12 år gammel. Dengang var min viden meget begrænset, hvorfor skatteoptimering og omkostninger ikke var noget, jeg kendte særlig meget til. Det gør jeg dog i dag, og jeg tvivler på, at jeg med min viden i dag ville have oprettet en aktiesparekonto, da jeg begyndte mit investeringseventyr. Det ændrer dog ikke på, at det altid er dejligt med flere muligheder, og i denne artikel skal vi se nærmere på, hvornår det kan give mening med en aktiesparekonto til børn, og hvornår det giver knap så god mening.
Læs også: Børneopsparing med Tobi: Nem måde at investere for dit barn.
💡 Gratis investeringsplan
(Reklame)
🚀 Over 100.000 investorer har allerede fået indsigt i deres risikoprofil, tidshorisont og mål.
Du kan også få en gratis investeringsplan hos Norm Invest, som er tilpasset dig og dine behov.
Aktiesparekonto til børneopsparing
Når det kommer til børneopsparingen, er det svært at argumentere for ikke at starte med at benytte den traditionelle børneopsparing. På den traditionelle børneopsparing har vi nemlig mulighed for at få et skattefrit afkast. Den traditionelle børneopsparing er dog begrænset til et beløb på 6.000 kroner om året og i alt 72.000 kroner. Det vil jeg mene er en høj grænse, og tilstrækkelig for langt de fleste familier.
Er den traditionelle børneopsparing ikke nok, er der andre muligheder såsom et normalt aktiedepot, aldersopsparing eller en aktiesparekonto. Disse tre muligheder er nu alle mulige hos Nordnet.
Før man overvejer en aktiesparekonto til sit barn, kan det være fornuftigt først at overveje et helt almindeligt aktiedepot – og selvfølgelig den traditionelle børneopsparing, som vi kom ind på før. Det lyder måske underligt, når vi er vant til, at aktiesparekontoen er billigere end et normalt aktiedepot. For børn under 18 år kan man dog få et skattefrit afkast på et normalt aktiedepot, hvis man investerer i aktiver, der beskattes som kapitalindkomst, og barnet ikke udnytter sit personfradrag.
Derfor kan man argumentere for, at en aktiesparekonto først er en god idé som en del af børneopsparingen, hvis man udnytter loftet på den traditionelle børneopsparing, og barnet udnytter sit personfradrag. Det er mit indtryk, at de færreste befinder sig i denne situation, hvorfor aktiesparekontoen for de fleste sandsynligvis ikke vil være fordelagtig i forlængelse af børneopsparingen. Det samme kan man argumentere for gør sig gældende for aldersopsparingen.
Når det er sagt, er investering altid individuelt, og nogle vil måske se det lukkede skattesystem for aktiesparekontoen som en fordel. Det gør beskatningen let at forstå, ligesom man ikke skal justere i investeringerne den dag ens barn måske begynder at arbejde, og vil benytte sit personfradrag til arbejde.
Aktiesparekonto eller aldersopsparing?
Er man i den situation, at man trods ovenstående overvejelser kigger mod en aktiesparekonto eller aldersopsparing i forbindelse med børneopsparingen, er der flere ting, som kan være relevante at overveje.
På både aktiesparekontoen og aldersopsparingen vil man blive ramt af lagerskatten. Aktiesparekontoen 17% og aldersopsparingen 15,3%. Den helt centrale forskel er, at aldersopsparingen først bliver til rådighed meget sent i livet. Det giver gode muligheder for at udnytte renters rente, men kommer først barnet til gode meget sent i livet.
Derfor skal man som forælder beslutte hensigten med opsparingen. Benytter man loftet på den traditionelle børneopsparing, kan aktiesparekontoen være en mulighed til at give barnet flere midler tidligt i livet, hvorimod aldersopsparingen har til hensigt at give barnet en stor opsparing sent i livet. Jeg har hørt flere tilfælde, hvor man har valgt en aldersopsparing, da den netop giver opsparingen de bedste forudsætninger til at vokse på den lange bane for relativt få midler. Af samme årsag vil jeg nok også selv overveje aldersopsparingen før aktiesparekontoen, når jeg bliver far.
Er du selv under 18 år?
Jeg har haft fornøjelsen af at være i kontakt med mange unge under 18 år, der allerede har fået øjnene op for investering. Hvis du ligeledes er under 18 år, og har startet investeringsrejsen, har du måske også overvejet muligheden for en aktiesparekonto. Aktiesparekontoen fremhæves nemlig ofte som en oplagt mulighed, men det er sjældent i relation til de forhold, der gør sig gældende for mindreårige.
For unge under 18 år er det vigtigt at være opmærksom på, om man udnytter sit personfradrag. Dette er ikke tilfældet for de fleste helt unge. Fra et investeringsperspektiv giver det nogle muligheder for at få et skattefrit afkast, hvis man investerer i aktiver, der beskattes som kapitalindkomst. Det kan eksempelvis være udenlandske ETF’er, der ikke er på Skats positivliste.
Det betyder, at en aktiesparekonto for langt de fleste unge under 18 år ikke er fordelagtig. Derfor ser jeg det heller ikke som en kæmpe fordel, at Nordnet nu har introduceret aktiesparekontoen for mindreårige, da det måske blot resulterer i, at flere unge uhensigtsmæssigt opretter en aktiesparekonto. Dog er det altid positivt, når vilkårene for investering forbedres, og der skal nok sidde nogle, hvor det vil give god mening med en aktiesparekonto.
💡 Få 50 kr. gratis hos Firi
(Reklame)
🚀 Opret dig hos Firi, og få 50 kroner i bonus, hvis du bruger koden 'da98b6a7'.
Du har ligeledes mulighed for at få op til 265 kr. i bitcoin, ethereum og andre kryptovalutaer som en velkomstbonus.

Hvorfor ikke lade folk selv bestemme, hvad der er mest fordelagtigt ?
Nu flere produkter på markedet des større flexibilitet.
Ovenstående er en dødsyg forklaring, og jeg har af samme årsag valgt Nordnet fra til fordel for Arbejdernes Landsbank, hvor jeg kan få det produkt, som jeg mener er bedst for mit barn.
Hej Lars,
Det skal man også helt selv vurdere, jeg deler alene mine perspektiver og synspunkter, og anser ikke aktiesparekontoen som særlig fordelagtig til børn under 18 år sammenlignet med alternative muligheder 🙂
Alt det bedste,
Jonas