Den nye firkløverregering har præsenteret sit regeringsgrundlag hvor det fremgår, at de ønsker at hæve loftet på aktiesparekontoen til 500.000 kroner.
I dag har aktiesparekontoen et indskudsloft på 174.200 kroner, hvilket regeringen nu vil lave om på. Planen er at hæve indskudsloftet helt op til 500.000 kroner, hvilket er en stigning på 325.800 kroner i forhold til det nuværende niveau. Aktiesparekontoen blev etableret i 2019 for at fremme den danske investeringskultur, og for mange af os unge investorer har indskudsloftet på 174.200 kroner været tilstrækkeligt. Planen om et indskudsloft på 500.000 kroner medfører, at aktiesparekontoen fortsat vil være relevant for investorer, der har flere investerede midler.
Det er dog væsentligt at understrege, at ændringen ikke har fundet sted endnu. Forslaget kræver lovgivning, og der er endnu ikke fastsat en konkret dato for, hvornår reglerne træder i kraft. Aktuelt er det derfor en politisk målsætning fra den nye regering, hvor regeringsgrundlaget angiver, at ændringerne skal gennemføres så hurtigt som muligt.
Opgørelsen af loftet ændres
Udover selve beløbsgrænsen vil regeringen også ændre, hvordan loftet opgøres i praksis. I dag er det den løbende kursværdi af din aktiesparekonto, som er afgørende for dine indskudsmuligheder. Hvis dine aktier er steget i kurs, kan det betyde, at du rammer loftet, selvom du ikke selv har sat ekstra penge ind. Det har i praksis betydet, at mange investorer med en velfperformende portefølje pludselig ikke har kunnet indskyde yderligere, selvom de gerne ville.
Regeringen har lagt op til, at loftet fremover skal være baseret på ens oprindelige indskud og ikke den løbende markedsværdi. Det betyder, at kursstigninger på dine aktier ikke længere vil spænde ben for, om du kan indbetale flere penge til din aktiesparekonto. Dette er personligt noget som jeg har efterspurgt længe, hvorfor jeg finder det glædeligt, at regeringen nu vil se på at ændre dette.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Er lagerbeskatningen på vej ud?
I dag beskattes afkast på aktiesparekontoen efter lagerprincippet, hvilket diskuteres i regeringsgrundlaget. Lagerbeskatningen betyder, at du hvert år betaler 17% i skat af din gevinst, uanset om du har solgt dine aktier eller ej. Hvis dine investeringer stiger med 10.000 kroner i løbet af et år, vil du derfor skulle betale 1.700 kroner i skat.
Regeringen vil nu undersøge, om den nuværende lagerbeskatning kan erstattes af en simplere model med inspiration fra Norge. På den norske aktiesparekonto er princippet et andet – her betaler man ikke skat løbende af sine urealiserede gevinster, men først når man hæver penge ud af kontoen som nettoudtræk. Du skal altså kun betale skat, hvis du hiver flere penge ud fra depotet, end du indbetaler. Dette giver langt mere fleksibilitet til at ombytte aktier inden for kontoen uden at udløse en skatteregning, og mange investorer vil opleve det som en langt mere intuitiv og retfærdig model.
Læs også: Aktiesparekontoen: Danmark, Norge og Sverige i sammenligning
Hvad skal du gøre nu?
Som nævnt er alle tiltagende fortsat forslag, og reglerne er derfor ikke ændret endnu, hvorfor vi fortsat skal forholde os til det nuværende indskudsloft på 174.200 kroner samt de aktuelle skatteforhold. Men det giver naturligvis rigtig god mening at følge med i, hvornår lovningen kommer, og begynde at tænke over, hvordan man vil udnytte det nye loft, når det engang (forhåbentligvis) træder i kraft.

